I dag findes der ingen færdige opskrifter på god undervisning. Derfor er det ikke nok, at de lærerstuderende kommer i praktik som i gamle dage for at se, hvordan praktiklæreren gør. En praktiklærer skal aktivere den studerendes egen refleksion, både før og efter undervisningen.

- Folkeskoleloven kræver fleksible lærere, så de studerende kan ikke nøjes med at kopiere læreren. De skal finde deres egen måde at udfylde lærerrollen på, og det skal ikke ske ved, at de bare prøver sig frem. Derfor skal praktiklærerne hjælpe dem med at sætte tanker i gang om en praksis, som gør dem i stand til at undervise, siger Torben Roswall, der er praktiklærer på Nørre Nissum Skole og formand for Praktiklærerforeningen.

- Praktiklæreren skal hele tiden være bevidst om, hvornår han skal gribe ind og anfægte den måde, den studerende underviser på. Praktiklæreren skal være en pædagogisk makker, som er bevidst om sin egen måde at undervise på. Han skal mestre praksis, siger Torben Roswall og tilføjer, at han også skal kende det niveau, den studerende befinder sig på.

Hidtil har praktiklærerne klaret sig uden en egentlig uddannelse. Nu barsler et udvalg med repræsentanter fra Danmark Lærerforening, Lærerstuderendes Landskreds og Praktiklærerforeningen med én. Det er blevet nødvendigt, fordi de studerende ikke længere er knyttet til faste øvelsesskoler.

- Dengang klarede vi os uden uddannelse ved at bruge hinandens erfaringer påøvelsesskolerne. Her var en stor del af lærerkollegiet vant til at tænke i praktik. Sådan er det ikke længere. Nu har hvert seminarium knyttet adskillige praktikskoler til sig, så der kan gåår imellem, at en lærer får praktikanter. Derfor risikerer de studerende at fåén, som ikke ved ret meget om at vejlede, siger Torben Roswall.

- En uddannelse kan sikre, at der på hver praktikskole er mindst en lærer, som holder gang i debatten om praktik, og som kan vejlede de lærere, der indimellem får praktikanter, tilføjer praktiklærerens formand.

Modstand mod uddannelse

Villy Blom, der er formand for seminarielærernes Praktiklederforeningen, mener ikke, der er behov for en særlig uddannelse for praktiklærere.

- En skoleleder vil udpege sine praktiklærere blandt dem, som han ved er gode til at vejlede. Der er selvfølgelig smuttere indimellem, men langt de fleste praktiklærere er fuldt ud kvalificerede. De er engagerede, og det er et godt udgangspunkt, siger Villy Blom og peger på, at problemet ligger et helt andet sted.

- Der skal tre undervisningstimer til at udløse en vejledningstime. Det er for kort tid til, at praktiklæreren kan trænge til bunds i den måde, praktikanten har undervist på, siger Villy Blom, der mener, at praktiklærere lige så godt kan komme på kursus i kollegial vejledning som gå på en egentlig uddannelse.

Det er Torben Roswall ikke enig i.

- Der er stor forskel på at vejlede en erfaren kollega og en studerende, der er undervejs. Når en studerende starter på seminariet, har han et billede af, hvad undervisning er, fordi han i folkeskolen og på gymnasiet er blevet undervist i cirka 12.000 timer, siger Torben Roswall.

- Det lumske er, at hans erfaringer ligger i underbevidstheden. Derfor vil han tro, at børn bedst lærer på den måde, han selv lærte tingene på, medmindre vi hjælper ham med at skabe sin egen måde at tænke undervisning på, siger Torben Roswall.

Mette Spodsberg fra Lærerstuderendes Landskreds mener heller ikke, at alle lærere per definition kan være vejledere for praktikanter.

- For det første er begrebet supervision ret ungt i folkeskolen og derfor ikke særlig udbredt. For det andet er der ingen steder i læreruddannelsen, man bliver uddannet til at vejlede, siger Mette Spodsberg.

- En praktiklærer skal kunne tage flere kasketter på. Han skal kunne undervise, vejlede og bedømme. Han skal være dygtig til at samarbejde, fordi han hele tiden møder nye studerende. Og han skal have lyst til at diskutere sin egen måde at undervise på. Det er der mange lærere, der ikke har, siger Mette Spodsberg.

Hvem skal betale

For 15 år siden lå der en uddannelse for praktiklærere klar, men den led skibbrud, fordi lærere ikke længere kunne komme et år på kursus på statens regning. Problemet er stadig aktuelt. Hvem skal betale for praktiklærernes uddannelse? Praktiklærerne er ikke i tvivl. Det skal staten.

- Kommunerne vil uden tvivl sige, at uddannelsen er til for seminariernes skyld, og seminarierne vil påstå, at det er folkeskolerne, der får gavn af den. Derfor må staten betale, siger Torben Roswall og tilføjer, at uddannelsen er en naturlig konsekvens af den retning, lærergerningen har taget med folkeskoleloven.

- Hvis vi skal udnytte vekselvirkningen mellem teori og praktik, er seminarierne nødt til at bruge de studerendes erfaringer i den teoretiske undervisning, og vi må bruge teorierne i forbindelse med praktikken. Men mange praktiklærere føler sig ydmyge, når de sidder i lokale med lærere fra seminariet. En uddannelse kan styrke dem i troen på, at de kan bidrage med kompetent vejledning. På den måde får vi lettere etableret et tættere samarbejde omkring praktikken, siger Torben Roswall.

Henrik Stanek er freelancejournalist.