Det sker altid for de andre

- aldrig for dig selv!

Du er stor og stærk og erfaren!

Troede jeg . . .

ignorerede mit indres uro . . .

samlede styrke til forældremødet

om 'næste skoleår i klassen'

- jeg var jo ikke alene.

Sendt i tovene som uønsket

- kæmpede mod usagligheden . . .

slag under bæltestedet

afgjorde kampens udfald.

Kamplederen greb ikke ind,

troede vist jeg stod distancen,

intet håndklæde i ringen,

ingen diskvalifikation,

ingen afgørelse

- kampen udsat.

28 kampe á 15-30 minutters varighed venter mig.

Leder febrilsk efter min fordums styrke,

blev den opbrugt i tidligere tiders ulige skolekamp om eleverne?

Føler mig forfærdelig alene;

knuget sidder jeg i mit ringhjørne og samler mod.

Kampmodstanderne skal skriftligt inviteres

til at fortælle mig, hvordan jeg bør være.

Min tekniske kunnen rækker ikke,

de puster mig i nakken,

angriber mig bagfra,

jeg kan ikke se dem,

jeg er chanceløs.

Min læge lytter og anbefaler arbejdspause,

min tillidsmand tager hånd om mig,

sikkerhedsrepræsentanten tager hånd om mig,

kreds 53 tager hånd om mig.

Inspektøren ringer og lodder stemningen,

mine kolleger tænker på mig og sender blomster.

Et forældrepar skriver et positivt brev,

en far aflægger mig et besøg og bakker mig op.

Forstående mennesker omkring mig,

kun jeg forstår det ikke.

Hvorfor gik jeg ned?

Hvorfor kan jeg ikke rejse mig igen?

Et medlem

Vestsjællands Lærerkreds

(Navnet er redaktionen bekendt)