Forestillingen om kollektiv børneopdragelse spillede en central rolle i den unge, sejrende kommunistiske bevægelse først i dette århundrede.

Men også under marxismens genkomst i 70'erne havde tankegangen en vis klangbund hos 'det nye venstre' på den danske venstrefløj.

Tankegangen er - når den ikke bare var helt uhyrlig og monstrøs - vel et barn af en utrolig optimisme på det menneskelige fællesskabs vegne.

Troen på, at vi i bredere samfundsmæssige sammenhænge kan indrette os med en moral, en medmenneskelig omsorg og et fælles ansvar, som langt i kvaliteten overstiger den gennemsnitlige families.

Den tro er med stor grundighed blevet udryddet siden.

De faktiske forsøg på at skabe socialisme blev ikke alene stort set alle til umenneskelige diktaturer: Forsøgene brød alle sammen af mangel på indre sammenhængskraft.

Også andre mindre totalitære forsøg på at lade det offentlige eller det store fællesskab overtage ansvaret for børns opvækst har vist sine tragiske begrænsninger. Børn og unge, der har tilbragt hovedparten af deres liv på nok så veludrustede og venligtsindede institutioner, udvikler sår, som tilsyneladende stammer fra den fundamentale mangel på menneskelig nærhed og varme, som trods alle ufuldkommenheder stadig er et særkende for familierne.

Tabet af utopien om den kollektive børneopdragelse melder sig straks, når helhedsskolen eller heltidsskolen sættes på den offentlige dagsorden.

Mange debattører føler det nødvendigt at indlede deres bidrag til debatten med nærmest rituelle beklagelser over, at vi har fået indrettet et samfund, hvor begge forældres udearbejde gør langvarig institutionsanbringelse af småbørn nødvendig.

Den tilsyneladende stærkt nagende dårlige samvittighed over meget basale valg, de fleste af os har truffet om børn og arbejde, lægger en sær dyster tone ind i debatten.

Den usikkerhed, som de sammenbrudte utopier om kollektiv børneopdragelse har efterladt, og den skyldfølelse, som tenderer mod at lamme tænkningen hos småbørnsforældre, danner tilsammen en kvælende dynd. Dyndet henter yderligere råstof fra ufleksible, vanetænkende fagforeninger og usikre ledere.

Samtidig fremstår udfordringen til en ny ambitiøs socialisering og uddannelse af børn meget markant midt i den samfundsforandring, der drives frem af globalisering og teknologi.

Mere end nogensinde er uddannelse og socialisering afgørende for, at den enkelte bliver en konstruktiv bidragyder til det sociale fællesskab og myndig formgiver af sin egen tilværelse. Samfundsmæssigt er det stadig tydeligere, at det er evnen til harmonisk og ansvarlig socialisering og uddannelse, som afgør samfundenes muligheder for at opretholde og styrke den sociale balance og dermed udnytte og udvikle de menneskelige ressourcer, der er vidensamfundets afgørende råstof.

Svigter denne evne, er prisen umiddelbart polarisering og marginalisering, men i næste fase bliver tabet af menneskelige ressourcer så belastende, at den samlede velstand trues afgørende.

I helhedsskole-debatten er der ansatser til en ny debat, der, fri af utopi-tabet og skyldens hængedynd, kunne give grobund for et løft: At opfatte skolen - der reelt har påtaget sig forpligtelser over for børnene en fuld arbejdsdag - som videnscentre, der formidler færdigheder over et bredt felt af socialisering, uddannelse og menneskelig udvikling, må være muligt uden at lammes af skyld.

Erik Meier Carlsen er journalist på ugebrevet Mandag Morgen