Jeg hører ikke til de bekymrede.

Dermed mener jeg: Jeg hører ikke til dem, der synes, det er et problem at unge er unge, og at de gør ting på en anden måde. Det er ikke et problem, at deres medieforbrug er anderledes end tidligere generationers, at de læser på en anden måde, at skønlitteraturen viger til fordel for billedmedier, at computere spiller en rolle i deres liv, eller at de har en anden holdning til aviser. Og jeg tror ikke på, at midaldrende lærere med helt andre værdier kan gøre ret meget for at ændre på det. Eller at de overhovedet skal prøve.

Jeg synes derfor ikke, at skolen skal beskæftige sig med medier for at redde hverken verden, samfundet eller de unges sjæle. Men jeg synes, at skolen skal tage medieundervisning op, fordi den er en enestående pædagogisk chance, og fordi det altid er ærgeligt at se gode muligheder gå til spilde.

Unge og skriften

Det er ikke rigtigt, at skriftsproget er på vej ud. Tværtimod er det sådan henne i samfundet, at kravet til læsning og skrivning vokser for hver dag, der går. Samtidig bliver der flere, der ikke kan honorere det, bl.a. fordi de vokser op i hjem, hvor de aldrig ser (eller hører!) voksne læse, og hvor der næppe findes bøger eller aviser.

Denne modsætning mellem objektive behov og subjektive oplevelser er en udfordring for skolen, men også en chance. Udfordringen består i, at skolen skal udvikle en pædagogik, der kan give børnene de oplevelser med skriften, som hjemmene ikke giver dem. Chancen består i at bruge journalitsike arbejdsformer som pædagogisk metode.

Derfor handler denne artikel ikke om den fristelse, der kan ligge i at omklamre de unges fascination af billedmedierne, men derimod om den udfordring, der ligger i at gengive skriften dens kraft og magi.

Unges dannelse

Unge vokser op i et samfund, der under alle omstændigheder er anderledes en det, skolen uddanner dem til.

Derfor er forestillingen om skolen som formidler af en klassisk almen dannelse ikke mulig. Den forudsætter nemlig, at verden foreligger i færdig og forklarlig form, som unge så bare skal dannes til, men sådan er det ikke. Verden er fragmenteret, og opgaven for den enkelte er at sætte den sammen til et mønster, der er til at leve med. Det fornemmer unge meget klart, uden at nogen behøver at fortælle dem det. De er i praksis en slags kultursamplere, der plukker lidt her og lidt der. De sammensætter deres egne orienteringer, værdier og livsroller, som ganske vist ikke kan forklare hele universet, men som fungerer i det overskuelige liv.

Også her kommer medieundervisningen ind. En kvalificeret og målrettet undervisning om og med medier kunne være et fremragende værktøj til at opnå det eneste mulige dannelsesmål, nemlig at styrke de unges evne til selvorientering i den kaotiske orden, vi har anbragt dem i.

Workshop-undervisning

Man kan godt lære sig noget ved at høre på, hvad læreren siger (hvis læreren er god), men man kan også, og langt bedre, lære sig noget ved at gøre det selv. Lær eleverne om medier og journalistik ved at ade dem sætte deres egne dagsordener og overskrifter og lad dem skrive om deres egen virkelighed og egne værdier. Elever ved meget mere, end vi tror, de ved bare noget andet.

Og lad så deres journalistik udkomme, dvs. forsyn den med autentiske modtagere (andre skoler, forældre, politikere) i stedet for at nøjes med den som-om situation, det at skrive til sin lærer næsten altid vil være.

Dette er den pædagogiske omvejs metode. Ved at lade dem lave aviser, foldere, magasiner eller videoer om store emner, som for eksempel deres skole, kommune, miljø, kultur og så videre, lærer de samtidig alt mulig andet.

Og ikke mindst ligger der her en skrivepædagogisk gevinst. Den journalistiske arbejdsproces er ganske enkelt bedre til at lære folk at skrive (og læse) end den traditionelle øvelsesskrivning i skolen.

Alle skoler burde svømme i aviser, for ingen andre steder finder man så mange meddelelser fra så mange afsendere til så mange modtagere med så mange hensigter i så mange genrer. Og så er de autentiske i den forstand, at de refererer direkte til virkelighed i deres oprindelige omgivelser i modsætning til antologiernes tekster, som i deres sterile, pædagogiske indramning ofte minder lidt for meget om udstoppede dyr.

Kan lærerne det?

Det er jeg bange for, de ikke kan. Den typiske tilgang til området er emneundervisning, for eksempel noget om reklamer og lidt reklame-analyse, eller sammenlign Ekstra Bladet med Information (og find ud af, at der er forskel!). Alle kan rode med det, ofte med ringe sammenhængsforståelse og med helt urealistiske forestillinger om mediernes virkelighed og arbejdsvilkår.

Hvis lærerne skal kunne levere varen, er det vigtigt, at de får et dybtgående kendskab til medier og til journalistik. De skal kunne alt fra historie til markedsforhold, pressetik og skriveformer, og de skal selv mestre dét, de snakker om.

Det hjælper ikke at vide, hvad noget hedder, hvis man ikke ved hvad det gør. Derfor må uddannelse og efteruddannelse blandt andet bestå i de sammen aktiviteter, som eleverne skal igennem. Derfor bør der ligge aviser i alle klasser i alle fag. Og derfor er det nødvendigt, at skoler og medier får kontakt med hinanden, meget gerne med støtte fra de myndigheder, der våger over dette samfunds mentale kvalitet.

Lærere, der ikke skriver selv, burde aldrig undervise i skrivning. og journalistik og mediekundskab skal varetages af lærere, der kan dét, de snakker om.

Det er oven i købet sjovt.