Skabes der i øjeblikket unødig utryghed og forvirring hos forældre, skolebestyrelser og politikere i debatten om udlægning af den vidtgående specialundervisning fra amterne til kommunerne?

Samrådet for ledende skolepsykologer fra kommunerne i Århus Amt har på det sidste møde drøftet en del af debattens senere indlæg, som er offentliggjort i blandt andet Folkeskolen og i nyhedsbrevet 'Orientering' udgivet af Århus Amt. En række af disse indlæg fra centralt placerede personer er helt uforståeligt skæmmet af en unuanceret fremstilling af sagen.

Vi vil ikke her forholde os til, hvorvidt udlægningen skal finde sted, men vi vil forholde os til debatten, som kan skabe en unødig utryghed hos forældre til handicappede børn, og som forhindrer en debat om de relevante problemstillinger.

Den administrative/økonomiske side og den pædagogiske side.

Den vidtgående specialundervisning kan opdeles i en administrativ/økonomisk del og en pædagogisk del:

Administrativt arbejdes der i dag med den vidtgående specialundervisning i såvel kommunerne som amterne. Dette gælder vurderingen af det enkelte barn samt for økonomien.

Den pædagogiske del omhandler undervisningen til børnene. Denne kan - afhængig af barnets handicap og funktionsniveau - finde sted på en specialskole, i centerklasse eller i en af folkeskolens almindelige klasser, hvor den handicappede elev modtager støtte i et antal timer.

Den udlægning fra amterne til kommunerne, Undervisningsministeriet overvejer, omhandler den administrative del og ikke den pædagogiske del. Der overvejes altså alene, om kommunerne skal overtage hele den administrative/økonomiske side, og den omhandler ikke den pædagogiske side af sagen - undervisningen af eleverne.

Det, vi har været vidne til, er imidlertid en argumentation imod en administrativ udlægning, hvor argumentationen udelukkende eller i høj grad bygger på den pædagogiske del. Argumentationen imod en administrativ udlægning bliver således, at specialskolerne skal nedlægges, at folkeskolelærerne ikke kan magte opgaven, at vidensgrundlaget bliver tabt på gulvet og så videre.

Denne inddragelse af den pædagogiske side i denne sammenhæng er irrelevant og vildledende, da det ikke er det, det handler om. Ingen mener vel, at specialskolerne og centerklasserne kan undværes, og næppe nogen vil argumentere for, at alle børn kan integreres i folkeskolens almindelige klasser. Tværtimod er der da enighed om, at en række børn får det bedste pædagogiske tilbud ved at blive undervist sammen med ligestillede af specielt kvalificerede lærere.

Det beklagelige ved den nuværende debat - ud over den utryghed, den kan være årsag til hos en række forældre - er, at den slører de interessante spørgsmål, som er centrale i en stillingtagen. Det kan for eksempel være spørgsmål som:

- Hvordan sikres bedst det optimale tilbud til den enkelte elev?

- I hvilket regi skabes bedst den nødvendige fleksibilitet?

- Hvordan sikres de nødvendige ressoucer til de handicappede børn?

- Hvordan får vi de bedste muligheder for lokalt og centralt at udvikle de eksisterende tilbud?

Først når disse og flere spørgsmål er besvaret, kan der tages stilling til, hvem der skal have det administrative/økonomiske ansvar for den vidtgående specialundervisning. Debatten herom bør bygge på reel oplysning og enhver form for vildledning undgås.

På Samrådets vegne.

Keld Kjøge

ledende skolepsykolog

Peter Christensen

ledende skolepsykolog