"Kreativitet er som problematik i samtiden at ligne med et sort hul: Den tiltrækker sig stor opmærksomhed og tillægges større samfundsmæssig betydning, samtidig med at dens indre processer forbliver et mysterium". Således indleder Lars Geer Hammershøj sin bog med dybtgående analyser og refleksioner om kreativitet. Der hersker ifølge forfatteren en massiv interesse for begrebet i samtiden samtidig med et basalt fravær af begrebslig bestemmelse og klarhed. I den situation ønsker han at gå ind i samtiden og udvikle et nyt og relevant begreb om kreativitet og kreativitetspædagogik. Det er bogens ærinde.

Forfatteren ønsker at forstå "motoren" i den kreative proces, som han bestemmer som en type sanselighed, der opererer "hinsides personligheden". Det er ikke motivation, ikke følelser, ikke træk eller evner, der alle sammen er fænomener, der er bundet til personligheden. Det er derimod sanselige kræfter, der virker i "forholdet mellem selv og socialitet", hvor han med forholdet mellem selv og socialitet forstår sig selv i overensstemmelse med nyhumanisternes dannelsesideal. Det drejer sig om både at udvikle sin særegenhed og at overskride sig selv og dermed at erobre ny indsigt og nye verdener. Hammershøj betragter dannelse og kreativitet som delvis samme proces. Både kreativitet og dannelse konstitueres af overskridelseskraft og afgørelseskraft. Derudover er kreativiteten kendetegnet ved indbildningskraft eller fantasi, som handler om at kunne forestille sig noget, som ikke eksisterer.

Hammershøj skriver: "Umiddelbart kan disse kræfter siges at spille sammen på den måde, at overskridelseskraften bevirker bruddet med den eksisterende tænkning, indbildningskraften forbinder i en ny syntese, og afgørelseskraften sikrer relevansen af bruddet og syntesen".

De her refererede og citerede formuleringer skulle gerne give læseren et indtryk af både indhold og form i bogens første del, der har overskriften "Kreativitet som dannelsesproblematik". Bogens anden del hedder "Kreativitetspædagogik som dannelse". Bogen skal rumme en "teori for praksis", i den forstand at den giver en systematisk forståelse, der skulle kunne danne grundlag for tænkning om en kreativitetspædagogisk praksis.

Undervejs i bogen får forfatteren blandt andet afgrænset kreativitet fra innovation, skitseret reformpædagogikkens udvikling fra Rosseau til nu og diskuteret leg og legs betydning. Bogen er i udpræget grad en studiebog, som det tager tid at arbejde sig ned i. Indholdet er velformidlet, men det er svært stof.