Fleksibilitet. Læs ordet. Smag på det. Mærk det. Et rigtig lækkert ord.

Når skolens rejsehold derfor i sidste uge fremlagde anbefalinger, hvor et hovedtema er mere fleksibilitet, er det derfor svært at være skeptisk. For hvem går ikke ind for, at færre elever skal udskilles til specialundervisning? At læreruddannelsen skal styrkes og lærernes status højnes? At eleverne skal lære mere? Det er ligesom ordet fred. Ingen stemmer på det modsatte.

Penge. Et grimt ord. Sølle. Åh nej, hvorfor skal vi nu til at tale om penge? Det er ikke god tone midt i begejstringen.

Men det er desværre nødvendigt. For midt i glæden er vi i gang med at fjerne nogle håndfaste grænser for, hvor meget der kan skæres ned på resurserne i folkeskolen - i fleksibilitetens navn.

Eksempel 1: Flere elever i klasserne

2. juni bragte folkeskolen.dk en nyhed, som druknede lidt i mediemalstrømmen. To kommuner ser ud til at få lov til selv at bestemme, hvor mange elever der skal være i klasserne. Undervisningsministeriet har efter lange overvejelser meldt ud, at de må se bort fra paragraffen, som siger, at der kun må være 28-30 elever i en klasse. De to kommuner siger, at de bare gerne vil udnytte resurserne mere fleksibelt og sikre pædagogiske muligheder og nytænkning. Fleksibilitet. Super.

Men det betyder i praksis, at kommer der en generel dispensation, er der fri bane for, at en kommune - rig eller fattig - kan udøve sit eget skøn over, hvor mange elever en lærer kan undervise samtidigt.

Måske vil kommunerne alligevel give samme resurser som i dag. Eller måske flere? Det kan man ikke vide, naturligvis. Men hånden på hjertet, hvad er mest sandsynligt?

Eksempel 2: Skær ned på specialundervisning

Rejseholdet foreslår også at »ændre lovgivningen, så kun ganske få elever skilles ud til specialundervisning«. Præcis hvordan fremgår ikke. Argumentet er, at der er alt for mange elever, som får specialundervisning.

Det kan ingen være uenig i. Men man fjerner ikke problemet ved at ændre paragraffen.

Som det er i dag, har en elev med særlige behov krav på at få hjælp. Der kan klages, hvis kommunen siger nej.

I rejseholdets egen rapport kan man se, at 42 procent af lærerne ikke har specialpædagogiske kompetencer på linjefagsniveau, og at ledere og lærere synes, at kommunen rykker for langsomt ud, når børn er i problemer. Det er virkeligheden i dag.

Rejseholdet foreslår desuden meget sympatisk flere måder at styrke kompetencerne på i skolen.

Men de sympatiske forslag kan gennemføres uden at ændre regler, som sikrer et minimum af støtte til elever med behov. Hvis de nye forslag så virker, vil færre elever få behov for støtte - og så kan man spare pengene derfra.

Der er jo ingen, som siger, at man ikke kan lave en bedre folkeskole for de samme midler som i dag, hvis man er dygtig nok. Men start med at bevise det, før der skæres ned på de få regler, som sikrer, at eleverne har krav på et minimum af lærertid og støtte, hvis de har behov for det.

Hanne Birgitte Jørgensen, ansv. chefredaktør, hjo@dlf.org