Med forårets lærerprotester mod elevplaner er der skabt en helt ny politisk dagsorden i Danmark. Alle - selv indenrigsministeren - falder over sig selv og hinanden for at tage afstand fra det kontrolmonster, de selv har sat i gang med nye styreformer i det offentlige. Kontraktstyring og New Public Management er gået fra plus-ord til minus-ord i løbet af en påskeferie.

Hvis politikerne skulle mene noget med deres afsværgelser, burde de omgående holde op med at mase ledelsesstrategier fra det private erhvervsliv ned over den offentlige sektor.

Institutionerne i en demokratisk offentlig sektor fungerer i en udviklende dialog mellem borgere og professionelle. Dertil kræves en helt anderledes ledelsesstrategi end i en privat virksomhed. Vil vi have en markedsorienteret offentlig sektor, som sætter velfærd lig med »frit valg« baseret på evnen til at betale? Eller vil vi have en demokratisk offentlig sektor, hvor velfærd er for alle, og hvor udviklingen af velfærden kræver engagement fra alle? Vi bliver ikke enige om, hvad god ledelse i det offentlige er, før den diskussion er taget færdig.

En demokratisk offentlig sektor fordrer demokratisk ledelse. Derved adskiller den sig fra en markedsstyret offentlig sektor såvel som fra det private erhvervsliv.

Ved Overenskomst 08 kræver lærerne en arbejdstidsaftale, som giver bedre muligheder for rigtig ledelse af skolerne. Ledelse, som passer til opgaven. Lærere kræver ledere, som kan diskutere selve kerneopgaven - undervisningen - og udviklingen af den. Ledelsen skal ikke være optaget af at sætte flueben i rapporter til kommunen om antal afleverede årsplaner og elevplaner. Ledelsen skal være optaget af samtaler med lærerne om, hvad der gavner undervisningen bedst. Det gode pædagogiske argument er det bedste ledelsesinstrument i de samtaler, og derfor skal skoleledere vide helt vildt meget om undervisning.

I øjeblikket er der få, der argumenterer for ledelsesstrategier, der passer til en demokratisk offentlig sektor. De to fremherskende standpunkter i debatten om ledelse i det offentlige repræsenterer et henholdsvis progressivt og reaktionært ledelsessyn, men begge strategier for ledelse er hentet i erhvervslivet, og de kan ikke bruges i det offentlige.

Den ene er temmelig forældet, og tankerne ledes i retning af feudale ridefogeder og snyde-dovne ansatte: »Ledelse er at få medarbejdere til at gøre det, de ikke ville have gjort, hvis ledelsen ikke var der«. Den tænkning skinner igennem under den kontrolfikserede management-ledelse, som i øjeblikket er gældende i det offentlige.

Moderne virksomheder har for længst forladt den position og erstattet den med en form for ledelse, som skaber plads til innovative medarbejderes egen tilrettelæggelse af arbejdet med understøttelse og support fra ledelsen. Den ledelsesform er at foretrække for den gammeldags, hvis mål er tallene på bundlinjen. Det mål er for snævert for en skole.

Det kan undre, at man politisk foretrækker at mase den forældede ledelsestænkning fra erhvervslivet ned over skolen og andre offentlige institutioner, men man vurderer måske, at den er bedre end den moderne til at gennemtvinge forandringen af den offentlige sektor fra at være demokratisk kontrollerede velfærdsforanstaltninger, som fungerer i samarbejde med brugerne, til at være markedsstyrede serviceforanstaltninger uden demokratisk kontrol. Men hvad nu hvis lærerne og andre i det offentlige ikke vil være med til det - så er det jo, at dagsordenen kan ændre sig - meget hurtigt.

Dorte Lange, lærer og formand for Rudersdalkredsen