Et godt foreningsregnskab
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
»2006 har ikke været så tosset endda«, lød det fra økonomichef Oskar Trieb, da han aflagde sidste års foreningsregnskab.
Denne gang var der oven i købet tre årsopgørelser at tage stilling til, da regnskaberne for Speciallærerforeningen af 1981 og Formidlerne, som gik sammen med DLF i januar, også skulle gennem hovedstyrelsens kritiske kontrolmølle.
Efter flere års stram økonomistyring i Danmarks Lærerforening med ansættelsesstop i sekretariatet, men med tilbagevendende, uforudsete udgifter - fordi regeringen og Christiansborg hele tiden tage initiativer, som kræver her og nu-svar - er 2006 forløbet økonomisk fornuftigt. Over en årrække blev der tæret kraftigt på DLF's egenkapital. Men den tendens er vendt, så de mål, der blev sat, da Anders Bondo blev formand, er nu nået. Egenkapitalen vil i løbet af 2007 igen være oppe på de ønskede 134,3 millioner kroner.
Kursusejendommenes afkast har været på 4,6 procent. Det er en »fornuftig forbedring«, sagde økonomichefen, men målet med et udbytte på 5,5 procent er stadig ikke nået.
6,2 millioner til medlemsbladet
»Det har vist sig at være en rigtig disposition at flytte medlemsbladet fra indtægts- til udgiftssiden, og det lever redaktøren fint op til«, lød Oskar Triebs kommentar til de 6,2 millioner kroner, som det sidste år kostede at producere Folkeskolen og sende daglige nyheder på folkeskolen.dk
Jan Trojaborg mente, at det er »en beskeden udgift for et fagblad, som bliver læst vidt og bredt«, og Peter Hess-Nielsen understregede det samme. »Jeg kender ikke noget til arbejdsbelastningen på redaktionen, men seks millioner er billigt. Det er nødvendigt med et toptunet fagblad i tider som disse«, sagde han og understregede, at bladet skal ses som en del af en samlet kommunikationsstrategi.
Billige medlemslån
Jan Trojaborg fandt det anstødeligt, at foreningen tjener på at låne penge ud til medlemmer.
»Uanset at de låner billigere her end andre steder, så finder jeg det uetisk«, sagde han. Det var Vibeke Lynge bestemt ikke enig i. »Det må sammenholdes med, hvad medlemmerne får ud af det, de tager vel kun lånet, hvis de synes, det er attraktivt. Er det for dyrt, går de da et andet sted hen«, sagde hun.
Det samme mente Lars Busk Hansen. Medlemmerne får billige lån, og foreningen tjener nogle penge, som betyder, at kontingentet samlet set bliver lavere, argumenterede han.
Henrik Billehøj havde kun ros til regnskabet. Men han var bekymret for personalebelastningen. »Det går altså ikke, at vi slider folk så meget ned, som jeg frygter, at vi gør nu«, sagde han.
tt@dlf.org