I1903 blev en yngre lærerinde ansat ved skolen på Howitzvej på Frederiksberg. Lærerinden var frøken Elna Panduro (1871-1947), en af de tidligste fortalere for indførelse af seksualundervisning i folkeskolen.

Det var Elna Panduros overbevisning, at ren besked var langt bedre end halve sandheder, for slet ikke at tale om elevernes 'indbyrdes undervisning'. Seksualiteten tjente efter hendes mening alene reproduktive formål inden for ægteskabets rammer.

Hendes egen undervisning, sådan som hun beskrev den i to bøger til henholdsvis piger og drenge udgivet i 1913 og 1915, tog udgangspunkt i plante- og dyrelivet, hvorfra der associeredes til den menneskelige parring.

Undervisningen omfattende også socialpolitiske aspekter af graviditet og fødsel, herunder kønssygdomme, den enlige moders stilling og prostitution. Drengene pålagde hun selvdisciplin og opfordrede dem til at respektere kvindens ret til 'absolut Kønsfrihed inden for Ægteskabet'. Kvinder var ifølge hendes opfattelse mere monogamt anlagte end mænd, og deres seksuelle tilfredsstillelse i højere grad knyttet til seksualitetens reproduktive sider. Dette burde manden lære at forstå og respektere.

Elna Panduros syn på den kvindelige seksualitet var i tråd med Dansk Kvindesamfunds. Unge piger skulle have en uddannelse og lære at tage vare på sig selv både fysisk og psykisk. I 1921 deltog Elna Panduro på Dansk Kvindesamfunds første kursus i Moderskab, Barnepleje og seksuel Hygiejne, hvor også hendes bøger blev anbefalet som grundbøger. Tre år senere oprettede Frederiksberg Skolevæsen inden for rammerne af den kommunale fortsættelseskursus et dagkursus for kvindelige elever, også benævnt Husmoderskolen for unge Piger. Undervisningen i blandt andet Moderskab og seksuel Hygiejne blev varetaget af kommunens lærere - måske Elna Panduro, uden at det kan dokumenteres. Det viser, at Elna Panduros agitation havde båret frugt i en tid, hvor seksualundervisning langtfra var obligatorisk i skolerne.

Undervisningen - set fra lærerside

I 1906 redegjorde hun i det pædagogiske tidsskrift 'Vor Ungdom' detaljeret for, hvordan hun greb dette - efter tidens mening - delikate og vanskelige emne an. Først samlede hun pigernes mødre og gav dem en orientering om sit forehavende. De, som ikke mødte op, tog hun en personlig samtale med. Fra denne kant havde hun aldrig hørt kritik, snarere tværtimod: mødrene var glade for, at skolen påtog sig opgaven, som de selv fandt det svært at snakke med deres døtre om. Elna Panduro var egentlig af den mening, at det ville være bedst, hvis skole og hjem kunne samarbejde om dette spørgsmål.

Men i 'Folkets brede Lag er dette ugørligt'. Forældrene manglede både tid og viden for slet ikke at tale om 'en saadan Dannelse, at de kunde tage fint og taktfuldt derpaa'.

I en senere artikel fra 1915 refererede Elna Panduro en 7. pigeklasses viden på området og beskrev deres reaktion på hendes undervisning. Som man kunne forvente, var deres viden præget af tågede forestillinger og 'fantastiske Begreber'. Hovedparten havde deres informationer fra kammerater, enkelte havde talt med deres mor, men uden at have fået ordentlig besked.

Mere overraskende - for læserne og for modstanderne af seksualundervisningen, måske - var, at pigerne havde taget helt naturligt på sagen. Efter en periode med mange spørgsmål blev der ikke talt mere herom. Der var intet fniseri eller hemmelige sidesmil.

Og det selvom Elna Panduro havde 'holdt skarpt Udkig'. Det var således lykkedes lærerinden at få pigerne til at forstå, hvor uheldigt det var, at flere danske konger havde ført 'et umoralsk Levned'.

Undervisningen - set fra elevside

Hvad pigerne selv mente, melder historien ikke noget om - og dog. Ved et lykkens træf findes der en erindring fra en af Elna Panduros første elever. Hun var født i 1899 som datter af et stationsbud ved DSB.

I 1907 fik hun frøken Panduro som klasselærerinde på Howitzvejen Skole. Udenadslæren blev herefter bandlyst til fordel for elevernes eget initiativ. Det var radikalt efter datidens skolevisdom og forskelligt fra det, som hendes brødre oplevede i den samme skole. De fik nemlig klø og skulle lære udenad.

Også på anden vis var mødet med skolen noget af et kulturchok. Vores meddeler husker således tydeligt skolekøkkentimerne, som hun fandt var kedelige og pjattede. For hun kendte det hele hjemmefra '. . . at stå og vaske fire små næsten ubrugte viskestykker efter en hel masse kunstige regler, når jeg hjemme i samme tidsrum kunne vaske en hel gryde børnetøj. Når vi havde det praktiske 'arbejde' fra hånden, regnede vi ud hvad det havde kostet. Ogsaa her var jeg kritisk i mit stille sind, for hjemme regnede vi ud fra de forhåndenværende penge, hvad der kunne købes, og planlagde derudfra hvilke retter der kunne laves . . .'

Om Panduros seksualundervisning hedder det:

'Ak ja, endnu engang skulle jeg dumme mig. Frimodigt tilkendegav jeg min uforbeholdne mening om, at der var noget uretfærdigt i, at der ikke var ordentlig hjælp til alle disse kvinder der fik børn, som de ikke kunne forsørge ordentlig hvad enten de var gifte eller ugifte. Det var jo, Vorherre der gav og sommetider også tog børnene, til og fra forældrene. Det havde jeg jo altid lært. Synd var det også for de mennesker der fik saa stort et ansvar. Meningen maatte da være, at de burde have hjælp af andre der var heldigere stillet. Jeg husker endnu svaret, der faldt som et piskesmeld. 'Voksne mennesker bestemmer selv når og hvormange børn de vil have'. Fuldkommen desorienteret refererede jeg det hjemme. Jeg kan endnu se min far rejse sig fra sofaen, gå lidt frem og tilbage før han standsede lagde hænderne paa mine skuldre, rejste mig op trykkede mig ind til sig og sagde: 'når du bliver lidt ældre vil du forstå dette bedre - men sådan en frøken forstår ikke alting'. Derefter tumlede min hjerne med hvad det var for noget jeg ikke forstod, men burde forstå. Jeg spurgte herefter ikke mere om det'.

Hvor repræsentativ vores meddeler er for frøken Panduros elever, er vanskeligt at sige. Men hendes erindring vidner om mange års afstand til skolehverdagens kulturmøder. Afstanden herfra og til nutidens aktuelle debat om indvandrerpigernes tørklæder og deltagelse i gymnastikundervisningen er måske ikke helt så stor, som man skulle tro.-Ning de Coninck Smith er lektor ved Syddansk Universitet