For nogle år siden blev jeg ramt af udtrykket 'professionel stagnation'. En universitetsprofessor slyngede det ud i en debat om kvaliteten af undervisning og uddannelse i Danmark. Han sigtede her til en bestemt ulykke, som kan ramme selv de bedste: Gradvist at miste arbejdslysten. Gradvist at miste ønsket om fornyelse. Gradvist at miste viljen til opretholdelse af en bestemt standard i deres arbejde. En standard, som de vel at mærke i det meste af et arbejdsliv har holdt på et højt og upåklageligt niveau.

Den professionelle stagnation viser sig ved, at personen gradvist 'glider bagud', medens kollegerne kæmper for at komme videre. Først som en umærkelig proces - man har så travlt, der er så meget at tage sig af, så meget, man ikke når. Men siden som en proces, personen selv tolker som en fornuftig reaktion på en forringelse af betingelserne for at lykkes med sit arbejde.

I denne fase er vurderingen ofte en nøgtern, erfaringsbaseret og præcis kritik af forholdene. En kritik, som kan danne udgangspunkt for, at man går sammen med kolleger og i fællesskab vurderer, hvor galt det står til, på hvilke punkter man må tilpasse sig, hvor man må stå fast, og hvor der ikke desto mindre er positive muligheder for at komme videre.

Men kritikken kan også blive vendt indad. Personen bliver stadig mere rabiat i sin kritik. Fæstner sig primært ved de forhold, som bevisligt er kraftigt forringet. Minder om gyldne løfter. Og bliver stadig mere bitter.

Kollegerne begynder at have svært ved at følge med. Begge parter trækker sig umærkeligt tilbage, og en kløft åbner sig. Den slidte lærer nærmer sig en tilstand af udbrændthed i social isolation. Læreren holder op med at følge med i, hvad der sker i skolen. Klager over at være dårligt informeret. Og man kan til tider som konsulent ret let kigge sådanne stærkt slidte lærere ud: Tonefaldet er resigneret, ansigtsudtrykket håbløst, der er konstante eftersætninger om 'hvad kan det nytte at gøre noget', og personen sidder ved sin plads også fysisk lukket inde om sig selv. Blikket rettes nedad, armene danner sammen med det sænkede ansigt et indadvendt rum, som jeg bemærker, at kollegerne ikke prøver at kontakte.

Der er tale om en stærkt risikabel tilstand. For læreren selv, for kollegerne og for skolen.

For skolen, fordi en så stor del af lærerkollegiet netop er i risikogruppen. De har været lærere i mange år, og netop mens de er blevet ældre, er forholdene omkring undervisningen på mange punkter forringet. Ikke mindst lærerprofessionens omdømme i samfundet. Men også fornemmelsen af at stå med en Sisyfos-opgave.

Det vigtigste personalepolitiske tiltag ved skoler i dag er derfor netop seniorpolitikken. En seniorpolitik, som i dag ikke mindst kan komme til at handle om 'genoplivelse'. Genoplivelse af gejst, arbejdslyst, lyst til at formidle sine erfaringer på en konstruktiv måde til den næste generation af lærere. Den generation, som de velmeriterede veteraner ikke gerne skulle føle sig misundelig på. Den generation, som får en stor opgave i sammen med veteranerne at genoprette samfundets respekt for skolen.

Sten Clod Poulsen er cand.psych. og leder af MetaConsult