For 100 år siden var forældrenes opgave at sende et rent barn af sted til skole hver dag. I dag fylder et års Forældreintra-beskeder for en klasse et helt ringbind. Dertil kommer forældremøder, samtaler, legegrupper, daglig læsning, og hvis du lige kan få din virksomhed med på et åben skole-arrangement, vil det være super.

Samtidig er lærerens rolle som autoriteten for barnets trivsel og undervisning kommet til at stå svagere. Skolen kan ikke længere klare opgaven uden forældrene. Men det betyder også, at forældrene kan stille krav til læreren og vælge skolen fra, hvis den ikke leverer god nok service.

En undersøgelse fra magasinet »Skolebørn« viser, at antallet af forældremøder er gået ned siden 2014, men halvdelen af forældrene er på Forældreintra dagligt, og lige så mange bruger to til fire timer om dagen på børnenes skolegang, viser en anden undersøgelse.

Lektor og ph.d. Hanne Knudsen forsker i pædagogisk ledelse og har skrevet bogen »Har vi en aftale? - Magt og ansvar i mødet mellem folkeskole og familie«. Hun er ikke i tvivl om, at samarbejdet er intensiveret.

»Hvis du sammenligner nu med for eksempel 1970'erne, så er det en radikal stigning. Og i nogle sammenhænge er det også gået for langt. Man kunne med fordel lette forventningspresset lidt på både skole og forældre«, siger Hanne Knudsen.

Hun forklarer, hvordan man tidligere havde fokus på undervisningen, og læreren var opmærksom på, hvilken undervisning der førte til god læring for eleverne. Fokus var på, hvad læreren gjorde.

Nu fokuserer vi på den enkelte elevs læreprocesser, og det har to konsekvenser:

»Den ene er, at læring kan foregå andre steder og på andre tidspunkter end i skolen. Undervisning er ikke det eneste, der fører til læring, og familien ses som en vigtig del af elevens læringsrum. Den anden konsekvens er, at elevens individuelle læreprocesser og forståelse af egen læring bliver det centrale. Man forsøger at styre den enkelte elevs egne læreprocesser, ligesom læreren bliver forpligtet på at lytte til, hvordan den enkelte elev iagttager undervisningen og sin egen læring«, siger Hanne Knudsen.

Det betyder et skift fra, at læreren kan bygge sin autoritet på sine egne erfaringer, til at man forsøger at synliggøre læreprocesser med data - for eksempel fra test og læringsspil, der bidrager med mønstre, som læreren ikke umiddelbart kan se - og med input fra elev og forældre. På den måde er forældrenes forståelser af den enkelte elevs læreprocesser blevet lige så relevante som lærerens.

Forældresamarbejdet er designet til overskudsforældre 

Flere krav til lærere og forældre

Hanne Knudsen har i sin ph.d.-afhandling fra 2010 beskrevet, hvordan forældresamarbejdet har været præget af fem diskurser fra 1900 og frem til i dag: pligtdiskursen, opbakningsdiskursen, deltagelsesdiskursen, brugerdiskursen og ansvarsdiskursen. Overvejelserne om ansvar fylder mest i dag, hvor skolen ikke længere tager det fulde ansvar, men skal sørge for, at forældrene kommer på banen og selv tager et medansvar for deres barns læring.

»Skiftet fra undervisning til læring har været utroligt vigtigt for forventningen mellem skole og familie. Læring er noget, der foregår i den enkelte elev og 24/7, så skolen kan ikke længere klare opgaven uden forældrenes hjælp. Det betyder, at forældrene skal deltage meget mere. Men det betyder også, at læreren skal se hvert enkelt barn og facilitere 28 børns individuelle læring samtidig i klassen«, siger forskeren.

Hun ser en dobbelthed i skolereformen, idet man på den ene side ville oprette lektiecafeer og lange skoledage, så familien kunne holde fri fra skolearbejde, men på den anden side en fortælling om maksimeret læring døgnet rundt med åben skole og autentisk læring, som helst skulle foregå i samarbejde med omverdenen og uden for klasserummet.

Med intensiveringen af kravene til forældre og lærere følger også risikoen for konflikter og gensidige bebrejdelser, særligt fordi der med ambitionen om at få forældrene til selv at definere deres ansvar følger en høj grad af ustyrlighed. Hanne Knudsen mener, at skolerne de seneste år er blevet mere bevidste om de dilemmaer, der ligger i det øgede ansvar. Men samtidig er der kommet flere professionelle på banen omkring barnet.

»De seneste fem år er samarbejdsrelationen i høj grad blevet udvidet, så den også indeholder forvaltningen og forskellige professionelle. Hvis man har et barn med en eller anden form for særlige behov, vil oplevelsen være, at man som forældre møder en bred vifte af socialrådgivere og psykiatere. Dermed bliver det også en opgave for skolen at koordinere og facilitere dét samarbejde. Ikke mindst fordi det ikke som i for eksempel 1970'erne er skolelederen, der beslutter egenhændigt, at et barn har brug for at komme til læge eller psykolog. Det er blevet en tværprofessionel forhandling på møder om barnet«.

Stadig et stykke vej at gå

Selv om skolerne er blevet mere bevidste om det intensiverede samarbejde, tyder nye studier på, at der stadig er et stykke vej at gå. Maria Ørskov Akselvoll og Dorte Kousholt har begge afsluttet afhandlinger om skole-hjem-samarbejde inden for de seneste år og bygger i nogen grad videre på Hanne Knudsens forskning.

Maria Ørskov Akselvoll peger på, at projektet med at intensivere forældresamarbejdet for at modvirke sociale forskelle ser ud til at være slået fejl. Hun mødte nemlig i sin forskning store forskelle i indsatsen hos forældre, som afspejlede sociale skel. Skoler i Vordingborg Kommune bruger nu hendes forskning til at ændre på deres skole-hjem-samarbejde.

Ph.d. Dorte Kousholt peger blandt andet på, at diskussionen om, hvem der har ansvaret, har ført til negative generaliseringer af både lærere og forældre. Samtidig er for meget ansvar lagt ud til forældregrupper.

Og set fra børnenes perspektiv har lektor emeritus Niels Kryger fulgt skole-hjem-samarbejdet igennem fem årtier. Hans forskning viser, at i takt med at skole-hjem-samarbejdet har forvokset sig, er alt ansvar og al selvstændighed gradvis taget fra eleverne.