Fra første scanningsbillede er lagt på Facebook, vælter de velmenende råd ned over mor og far. Fra nu af er alt, hvad du som forælder spiser, hvilken musik du hører, og hvor mange bøger der står i reolen, afgørende for dit barns fremtid. Og vé den forælder, som tror, at det slutter ved skolestart, hvor professionelle lærere tager over. For i skolen er forældrenes indsats nemlig også afgørende.

Skolens opgaver er blevet så omfattende, at man ikke længere kan klare dem uden forældrene. Maria Ørskov Akselvoll er sociolog, og da hendes egne børn begyndte i skole, nøjedes hun ikke med at undre sig over, at skolen skulle med børnene hjem og bestemme over hendes opdragelse. Hun besluttede sig for at forske i området, som hun oplevede manglede forældreperspektivet på samarbejdet.

Det er der kommet en ph.d.-afhandling, en bog og mange foredrag for lærere, forældre og kommunalforvaltninger ud af. Senest har hun også været konsulent og »kritisk ven« på Aula-projektet for at bidrage med sin viden om forældrenes oplevelser af kommunikationen mellem skole og hjem.

»Selvfølgelig skal der være et samarbejde. Men de seneste 10-15 år har vi ladet det vokse vildt, både fordi der ingen overordnet retning eller kommunikationsmæssig uddannelse har været i at bruge Forældreintra, så det vigtige kan drukne i det uvigtige, og fordi samarbejdet, som skulle styrkes for at udligne sociale forskelle, på nogle måder måske er kommet til at forstærke dem«.

Hun mener, at vi skal stoppe op og overveje, hvad det er for en skole, vi vil have, hvorfor forældresamarbejdet skal være der, og på hvilket niveau det giver mening - for lærere, børn og forældre.

»Har vi overhovedet fantasi til at forestille os en skole, hvor vi skruer ned for forældresamarbejdet igen? Er mere samarbejde og information egentlig bedre? Og kan man finde en måde at kommunikere på, hvor man både tilfredsstiller de krævende forældre, så de ikke flytter deres barn på privatskole, og samtidig ikke overvælder de mindre resursestærke? Lærerne ved jo godt, at de ikke får alle forældre med, men hvad skal de gøre, for de har jo absolut heller ikke arbejdsbetingelser, der gør, at de kan costumize«.

Skoleengagement kan ikke kopieres

Maria Ørskov Akselvolls ærinde er ikke at fortælle lærerne, at de skal specialdesigne samarbejdet til hver enkelt forælder. Men hun vil gerne ud fra sin forskning skabe en øget bevidsthed om forskellene på forældrenes forudsætninger, og hvad konsekvenserne er af det meget omfattende setup, man har i dag. Blandt lærere og skoleledere, men i høj grad også på det overordnede strukturelle niveau, hvor hun mener, at problemerne kommer fra.

»Man har fra politisk hold hentet inspiration i forskning, der viser, at resursestærke forældre involverer sig på måder og i et omfang, der får positive effekter på børnenes resultater i skolen. Derfor har man forestillet sig, at man kan overføre de højtuddannedes engagement til de lavtuddannede og derved udligne de sociale forskelle i elevernes præstationer. Den logik har gennemsyret initiativer omkring forældresamarbejdet, og det lyder jo godt og rigtigt. Men min pointe er, at når de idealer møder virkeligheden og hverdagen, så ser det bare ikke altid ud til at fungere«.

Hendes forskning viser nemlig, at forskellene ikke ser ud til at forsvinde af, at man intensiverer skolens krav om forældreinddragelse.

»Grundlæggende er det symbolsk vold. Man tager nogle dominerende værdier fra én gruppe og forsøger at overføre dem til en anden. Idealet bliver ofte middelklassefamilien. Men man glemmer, at det skoleengagement, man forsøger at installere i familien, altid tager sit afsæt i nogle materielle og kulturelle rammer«.

Det store engagement, der mange steder lægges op til, både når det gælder assistance til læring og deltagelse i sociale aktiviteter, er afhængigt af, om man som forælder kan frigøre tid og har overskud - også et mentalt overskud.

»Man har styr på sit liv og bor et dejligt sted, man har job, man har en anden voksen at dele skolearbejdet med. Det overskud opstår ikke, bare fordi skolen stiller flere krav. For de forældre, som kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen, er det naturligt nok det, som 'fylder' og tager overskuddet. Derfor er det også så svært at opdrage alle forældre til de samme værdier«, siger Maria Ørskov Akselvoll.

Fire forskellige forældretyper

Maria Ørskov Akselvoll har i sin ph.d. fulgt skole-hjem-samarbejdet i to indskolingsklasser fra Frederiksberg og Nørrebro gennem et skoleår. Mønstrene i hendes observationer har givet anledning til at beskrive fire forskellige forældretyper. Typerne har hun efterfølgende oplevet er blevet genkendt af lærere såvel som forældre, når hun har holdt foredrag rundtomkring i landet. De to første typer har mellemlange eller lange videregående uddannelser og karrierejob, mens de to andre kategorier er forældre med korte eller ingen uddannelser og 8-16-job:

• Forældrene med forkantstrategien gør altid, hvad skolen beder om - gerne lidt mere - efterlyser mere information fra skolen om, hvad de kan gøre for at støtte barnet, og synes, det er hyggeligt at lave faglige aktiviteter med børnene såvel som sociale arrangementer med de andre familier.

• Forældrene med sorteringsstrategien er pligtopfyldende, men selektive, så de kan nøjes med at læse det på Forældreintra, de har brug for.

• Forældrene med overlevelsesstrategien er også pligtopfyldende og forsøger at leve op til skolens krav, men har svært ved det - ikke mindst med mængderne af lektier og informationsstrømmen på Forældreintra.

• Forældrene med distanceringsstrategien lukker af og gør modstand, selv om de godt ved, hvad der bliver krævet, men de har ikke kompetencerne til at støtte barnet fagligt.

Bag disse fire kategorier ligger også - i grove træk - to forskellige børne- og skolesyn. De højtuddannede køber ind på skolens logik om, at de skal være aktivt deltagende, få så meget læring ind i hverdagen som muligt og støtte op om aktiviteter. Børnene skal udfolde deres potentiale, og det skal være lysten, der driver værket.

Forældrene med kortere uddannelser har ikke det samme forhold til læring og ser det i højere grad som skolens ansvar, at børnene lærer det, de skal i skolen. Deres opgave er ikke at lægge til rette for læring og udvikling, men i højere grad at give kærlighed og støtte til børnene. De prøver oftere at trække en grænse for skolen og lektier, som de nogle gange har svært ved at gennemskue, og som de synes fylder for meget. Der skal også være tid til sport og fritid og afslappende kram på sofaen. Pligten kan også blive for meget af det gode.

Social ulighed lever videre

At forældre er forskellige og har forskellige forhold til skolen, er på ingen måde nyt. Heller ikke at forskellene hænger sammen med klasseskel og egne skoleerfaringer. Men hvis intentionen med det stadig mere omfattende forældresamarbejde de seneste 20 år var at udligne sociale forskelle og give elever fra resursesvage hjem bedre muligheder, så er det slået fejl, mener Maria Ørskov Akselvoll.

»Grundantagelsen er, at vi alle kan lære at involvere os på samme måde - den akademiske måde. Men forældrene har jo slet ikke det samme udgangspunkt«, siger hun og fortsætter:

»Min forskning peger på, at skole-hjem-samarbejdet særligt forudsætter tre slags resurser hos forældre: faglige kompetencer, tid og overskud. Og de tre ting er der på ingen måde lige meget af hos en enlig mor med kort uddannelse som hos en højtuddannet kernefamilie. Hvis vi i mange år har begrundet forældreinvolvering med, at det kan udligne social ulighed, og det ikke ser ud til, at det virker, skal vi så ikke genbesøge den intention og prøve at gøre noget anderledes?«

Høst de lavthængende frugter

To hele ringbind fyldte kommunikationen mellem skole og hjem på Forældreintra i de to klasser, Maria Ørskov Akselvoll fulgte. Det er noget mere, end hvad der før i tiden blev skrevet i elevernes kontaktbøger og på sedler til hjemmet. Det skyldes både den politisk ønskede intensivering af samarbejdet og Forældreintra, hvor der er frit slag for, at lærerne kan informere om lektier, opgaver, aktiviteter og hjemmetræning. Og for at forældrene kan skrive til hinanden.

»Der er nogle meget lavthængende frugter at plukke her, hvis man vil forbedre samarbejdet. Jeg mener, at man skal skrue ned for informationsmængden og prioritere, så det bliver lettere at se, hvad der er vigtigt. At kunne sortere i digitale informationsstrømme er også en kompetence, der hører højtuddannede til, og vi kan ikke forvente den af alle. Forældrene siger selv, at de sagtens kan klare sig med mindre. Jeg tror ikke på stresspanelets forslag om at gå tilbage til kontaktbogen, men vi skal spørge os selv, hvad vi vil med det digitale samarbejde, og så holde kommunikationen til lidt, men godt«.

For afhængige af forældrene

Samtidig mener Maria Ørskov Akselvoll, at man ved at stille så store krav til forældrene faktisk kan risikere at gøre børn fra resursesvage hjem en bjørnetjeneste.

»Forventningerne fra lærerne lyder ofte fine og enkle, men hvordan skaber du en god læringssituation, hvis du ikke selv er i overskud, forstår stoffet og har tålmodighed til at coache dine børn. Det er noget, lærere og pædagoger er uddannet til. Man skal passe på med at gøre forældrene til hjælpelærere, for det skaber ulighed i sig selv«, siger hun.

Det gælder også i forhold til, at det er forældrene og ikke børnene, der får beskeder om, hvad de skal have med og forberedes til. Hvis børnene har forældre, som slet ikke magter situationen, er børnene faktisk dårligere stillet ved at blive gjort mere afhængige af forældrene.

»Børnene bliver i stigende grad afhængige af, at forældrene holder sig informerede, og det er som en spiral, hvor nogle børn paradoksalt nok får en ekstra forhindring for at følge godt med«.

Maria Ørskov Akselvoll foreslår, at skolen udarbejder en ansvarstrappe, hvor det er tydeligt, hvad elever på forskellige klassetrin selv kan have ansvar for. »Måske ligger der også en vigtig læring for barnet i selv at være den, der modtager information og skriver den ned - gerne elektronisk«, siger hun.

Magtbalancen er skæv

Den information, der bliver givet på Forældreintra, kan også med fordel gøres simplere og tydeligere, mener Maria Ørskov Akselvoll. En del af de forældre, hun har talt med, fortæller, at det ofte er svært at afkode i for eksempel ugeplaner, hvorfor man får informationen, og hvad man skal gøre med den.

»Måske bør niveauet ligge der, hvor eleven altid selv kan følge med. Så er vi nået et stykke. Det er sket utilsigtet, at det er blevet så komplekst. Man har ikke haft en anvendelsesstrategi for intra, så nogle af de problemer, man har i dag, skyldes en ureflekteret anvendelse og det faktum, at digitale teknologier ofte accelererer det, de bruges på«.

Hun peger også på magtbalancen i skole-hjem-samtaler, som hun efter at have observeret i de to klasser beskriver som ekstremt forskellig. De resursestærke forældre møder for eksempel op begge to med egne kommentarer til elevplanen, spørgsmål til de forskellige test, ønsker til, hvad lærerne skal gøre for deres barn, og overskud til at rose lærerne for indsatsen. På den anden side sidder den resursesvage forælder ofte alene over for to lærere, har måske ikke en computer hjemme til at tjekke Forældreintra og oplever at få irettesættelser.

»Magtbalancen er helt forskellig fra første øjeblik. Det samme er resultaterne. Jeg oplevede for eksempel forældre, som fik forhandlet sig frem til, at deres søn måtte tage en prøve om for at få et bedre resultat, fordi de lovede, at de ville øve hjemme i mellemtiden. Med argumentet om, at det ville motivere ham«.

Andre forældre var gode til at informere lærerne om netop deres barns særlige personlighed, så der kunne tages hensyn.

»Den type forhandlinger så jeg aldrig forsøgt af de kortuddannede forældre, som i større grad lyttede end talte under samtalen, og som ikke var i position til at stille krav«.

Maria Ørskov Akselvoll er opmærksom på, at en del af forkantstrategiforældrene efterspørger meget information og stiller krav til lærerne, og nogle lærere har fortalt, at de informerer mere, end de behøver, for at holde de mest ivrige forældre på afstand.

»Men problemet er, at man får sat standarden for samarbejdet efter de højtuddannedes niveau. Det er i stedet skolen, der skal sætte standarden og sortere«.

Sæt eleverne i centrum

Maria Ørskov Akselvoll vil som sagt ikke fortælle lærerne, hvad de skal gøre anderledes, men hun vil gerne opfordre skolerne til at tage værtsrollen tilbage, være bevidste om forskellene og dynamikkerne og sammen med for eksempel skolebestyrelsen fastsætte retningslinjer for antallet af aktiviteter og niveauet for eventuel forældrebetaling.

»Det er et problem, hvis man lægger for meget ud til forældrene, for det er de højtuddannede forældre, der tager styringen, og så bliver det på deres præmisser i fællesskabets navn. Så er der pludselig lavet et årshjul med forældrefester og legegrupper og trivselsarrangementer, der koster penge og tid, som andre forældre ikke har - og som de heller ikke føler sig hjemme i, fordi arrangementerne handler om forældrene og ikke så meget om børnene«.

Derfor kunne skolerne med fordel lave arrangementer, hvor det er eleverne, der er værter og fortæller forældrene om deres produkter eller portfolioer, i stedet for forældresamtaler, mener hun. Det vil sætte eleverne i centrum og gøre det mindre kompetencekrævende for forældrene at deltage.