Mobning trækker lange, triste spor op gennem resten af livet med nedslående konsekvenser for selvværd og livsglæde. Når hvert femte barn siger, at det har været udsat for mobning, gør vi det ikke godt nok.

Det er ikke til diskussion. Spørgsmålet er, hvad vi skal gøre.

Der er ikke en eneste lærer i dette land, som ikke af sit inderste hjerte ønsker at fjerne mobning. Men det er en kompliceret sag, som kræver viden og overskud for at lykkes. Det er vigtigt at tænke sig om.

Når tiltag mod mobning virker modsat

I dette blad kan du læse en hjerteskærende historie om, hvordan de bedste viljer kan være med til at forstærke mobningen, fordi en anerkendende tilgang utilsigtet kommer til at forstærke mobbegruppens fortælling om offeret. Hvis voksne lægger deres autoritet fra sig og nikker anerkendende til alt, duer det ikke.

Selma får en skattekiste til sin sangfugl

Tidligere tiders forståelse af en mobber som en ond person, der skal straffes, er afløst af en tankegang, som siger, at man skal arbejde med klassens relationer, tolerance, angstniveau og magtstruktur - uden at acceptere mobningen. Mobning handler ikke om onde børn, men om onde mønstre, skrev en forsker engang.

Det er en ordentlig mundfuld. Og det er en holdindsats, der skal til.

Hvis eleverne kommer hjem og hører forældrene tale nedsættende om andre forældre eller elever i klassen, spænder det ben for selv de bedste initiativer i skolen. Det er vigtigt, at alle omkring klassen samarbejder.

Støtter politikerne så det?

Ministeren vil i stedet oprette en statslig klageinstans, hvor forældrene kan klage. Logikken er åbenbart, at fordi alle børn går i skole, skal skolen også løse alle problemer mellem børnene - og ellers kan man klage, ligesom hvis man har købt en bil, som viser sig at være defekt. Inspirationen er formentlig Forbrugerklagenævnet, hvor forbrugere kan klage, hvis de ikke får det, de har betalt for.

Men det er netop ikke en ting, men et fællesskab, forældre indgår i, når de sender deres barn i skole. Naturligvis skal de klage over mobning. Men det skal ske til dem, der kan gøre noget ved problemerne, nemlig lærerne og skoleledelsen.

Forslaget om den statslige klageinstans er en gratis omgang. Tiltag, som styrker fællesskabet i klassen, voksne med overskud og tid til forældresamarbejde samt viden om, hvad der virker i forhold til mobning, ville være meget bedre. Men det koster alt sammen.

Det er ikke skolen, som skal levere en mobbefri ydelse til borgerne. 
Det er alle omkring skolen og eleverne, som skal sætte ind for at skabe et godt fællesskab, som udelukker mobning. Her bør og kan skolen naturligvis gå forrest. Men ikke alene.

Skoleleder-formand om ankeinstans: Helt ude af proportion