Er der plads til uenighed og kritik i den offentlige debat? Eller skal »ja-hatten« ned over ørerne, og lærerne kigge hen over problemerne og i stedet stille skarpt på mulighederne?

Som samfund har vi vedtaget, at de offentligt ansattes ytringer skal på banen. Fordi det kan skaffe:

»Oplysninger om, hvilke praktiske konsekvenser politiske beslutninger har haft eller vil kunne få«, som der står i »Vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed«.

I den offentlige samtale er forskellige af skoleverdenens aktører i løbet af august kommet med udsagn, der går fra, at der skal »ro om skolen«, til Niels Egelunds ramsaltede kommentar om, at lærerne skal »holde kæft med deres pis«. Der skal arbejdes - ikke kritiseres.

I en rundspørge blandt lærerne i Odense fra efteråret 2013 svarede 53 procent af lærerne, at de oplevede, at kommunen forsøgte at begrænse deres offentlige ytringer. Og i foråret fik Erik Schmidt fra Agedrup Skole i udkanten af Odense en tjenstlig advarsel - blandt andet fordi han på fællesmøder havde givet udtryk for »negative holdninger og synspunkter«.

Kritik er ikke velkommen

Sociologen Rasmus Willig er ph.d. og lektor ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet og forfatter til bøgerne »Til forsvar for kritikken« og »Umyndiggørelse« og senest i 2013 »Kritikkens U-vending« - for ham er folkeskolereformens møde med skolevirkeligheden netop et sted, hvor samfundet har brug for de fagprofessionelles vurdering af, om beslutningstagernes lovar-bejde holder i virkeligheden.

»Der er vedtaget politiske beslutninger uden lærerne, så må man være interesseret i at høre, hvad konsekvenserne bliver af de beslutninger. Så den kritik er særligt vigtig lige nu, da vi også må gå ud fra, at politikerne er interesserede i at vide, hvilke vrangsider der er ved reformen. Hvis vi ikke hører lærerne, så er der nogle erfaringer, som vi går glip af«, siger Rasmus Willig.

Han har konstateret, at kritikken bliver vendt mod den enkelte - og det moderne ­managementsprog spiller en aktiv rolle i »kritikkens U-vending«:

»Der er etableret en ny type kultur, hvor kritik ikke er velkommen, og hvor kritikken bliver afværget ved en ny type sprog. Kritikken bliver neutraliseret, afvæbnet, parkeret og afmonteret. Man gør det ved at relativere kritikken - for eksempel flytte den over i en anden sproglig kategori som 'brok' og 'klynk'. Så ansvaret nu påhviler lærere og ikke dem, der har besluttet reformen«, siger Ramus Willig.

Vil løse et problem

Samtidig bliver der sat en mekanisme i gang, hvor de uenige bliver flyttet over i en kategori, hvor de negative bliver sat i en bås som dem, der arbejder imod.

»Det er en stigmatiseringsproces, der generelt foregår i det offentlige«, siger Rasmus Willig. Han forklarer, at processen har en funktion.

»En af forklaringerne kan være, at folk skal omstille sig så hurtigt som overhovedet muligt. Kritik tager tid og er proces-, ikke resultatorienteret. Derfor anses kritikere - igen med det nye sprog - som bagstræberiske, som dinosaurer, som en del af den gamle garde, som dem, der ikke er omstillingsparate, og som ikke ser muligheder, men kun begrænsninger. På den måde er man med til at udgrænse og afvæbne kritik«, forklarer han og fortæller, at det kan fratage de nye tiltags legitimitet, hvis kritik ikke bliver hørt og mødt med argumenter.

»Man skal huske på, at intentionen fra den, der ytrer sig, er, at man gerne vil løse et problem. Det betyder, at de diskuterende professioner kommer under voldsomt pres«, siger Rasmus Willig.

Med jobbet som indsats: Erik Schmidt fik tjenstlig advarsel for "negative holdninger"

Ude af balance

Eksemplerne fra Odense Kommune, hvor medarbejderne bliver straffet for negativitet, og de frygter konsekvenserne, peger ifølge Rasmus Willig på et strukturelt problem i, at arbejdstagerne ikke har nogen sanktionsmuligheder, hvis deres ledere ikke overholder vejledningen for offentligt ansattes ytringsfrihed.

»Så længe det forhold - i juridisk såvel som strukturel henseende - ikke er balanceret, så vil den her type af tavshedskultur få mere og mere fat i den offentlige sektor«, siger Rasmus Willig. Ombudsmanden kan som myndighed kun komme med en henstilling eller påtale. Han mener, at det må være op til arbejdsmarkedets parter at aftale bedre symmetri i sanktionsmuligheder og på den måde understøtte den offentlige debat.

»Som borger i et demokratisk samfund må jeg have en fornemmelse af, at lærere, sygeplejersker eller pædagoger, der oplever særligt kritisable forhold, kan gå ud i offentligheden og diskutere det med vores politikere, så vi kan finde bedre løsninger«, siger Rasmus Willig. Han mener, at det må ligge i job-beskrivelsen som leder og beslutningstager at lytte til kritik uanset formen på kritikken.

Dommer skal undersøge advarsel til Erik Schmidt