Inklusion er på den handicappolitiske dagsorden lige nu, for der breder sig en stigende erkendelse af, at alt for mange mennesker med en funktionsnedsættelse lever i en slags parallelsamfund, som har vist sig ikke alene at være en dårlig løsning, men ofte også en meget dyr løsning.

Spastikere og andre mennesker med en funktionsnedsættelse skal leve en tilværelse på de brede og gennemgående boulevarder som alle andre - ikke i sidegaderne og på bivejene. Det gælder generelt, og det gælder ikke mindst på skoleområdet.

Spastikerforeningen er positiv over for større inklusion i folkeskolen, og den nuværende inklusionsdiskussion er en åben og enestående mulighed for at diskutere, hvordan langt flere børn med spastiske lammelser kan blive del af et inkluderende, normalt skoleforløb, som giver større faglighed, modner og udvikler børnene socialt og psykisk og afsluttes med en afgangsprøve, som giver adgang til det ordinære ungdomsuddannelsessystem.

Men det kræver en helt ny folkeskole, som tænker fundamentalt anderledes. Grænsen mellem normalundervisning og specialundervisning skal brydes op, og så skal den nye mangfoldige og inkluderende folkeskole selvfølgelig have de faglige kompetencer, som er nødvendige for at løse opgaverne. Det vil blive en kæmpe udfordring at skabe, men det er helt nødvendigt.

Spastikerforeningen vil arbejde for inklusion, men vi skal også huske, at der vil være en ganske stor gruppe børn, hvis funktionsnedsættelser er så omfattende og komplekse, at det ikke er realistisk for dem at blive en del af den almindelige undervisning.

De børn skal have et skoletilbud af den højeste kvalitet, et tilbud, som knyttes så tæt på det almindelige skoletilbud som overhovedet muligt. Vi må ikke risikere, at de børn, der skal have et specialtilbud, bliver endnu mere ekskluderet og stigmatiseret, end tilfældet er i dag.