Jeg har lyst til at takke den for tiden temmelig udskældte sociolog Henrik Dahl for i en anmeldelse i Weekend-avisen at have mindet mig om den anekdotiske pædagogiske sandhed, at der simpelthen intet er, der slår RTS - Røv til stol. Når det er sjovt, er det ikke bare, fordi skolen er badet i forkortede pædagogiske konceptløsninger som LP og Pals og deslige. Det er også sjovt, fordi de fleste lærere anerkender den klassiske undervisning for med tiden at have nået en nærmest optimal form, men det er lidt forbudt, eller i hvert fald pædagogisk følsomt, at sige det. RTS lugter af konservatisme og forældet syn på læring og dannelse, og det er en almindelig udbredt fordom i den pædagogiske diskurs, at den lærerstyrede tavleundervisning automatisk medfører passive elever.

Den misforståelse hænger sammen med, hvad Bo Steffensen i bogen »Det fagdidaktiske projekt - almen fagdidaktik set i lyset af viden, dannelse og læring« kritisk kalder aktivitetsdogmet. Det at være aktiv i relation til konstruktion af viden og tilegnelse af læring forveksles indimellem med simpel aktivisme og forestillingen om, at det at være aktiv er det samme som at producere, og at man (uafhængigt af mål og indhold) lærer bedre og mere, hvis man klippe-klistrer en kukkasse (eksemplet er mit). Aktivitet er imidlertid ikke defineret ved at være en produktionsaktivitet. Det betyder »at være eller blive interesseret i en sag eller et emne. Og det bliver man normalt, når man ved noget i forvejen, og når man kan se meningen med det, man gør« (Bo Steffensen). Elevernes aktivitet afhænger derfor i højere grad af undervisningens kvalitet end af undervisningsformen: Lægger den op til, at eleverne kan engageres? Skaber den rammer for elevernes refleksion?

En anden misforståelse er, at det at være aktiv er det samme som at være »på«, men at være aktiv er ikke at være afsender. Meningsdannelse er tværtimod en modtagerfunktion, idet den er en funktion af personens fortolkning af omverdenen, som sker på baggrund af den viden, man har i forvejen. Man kan altså være helt utrolig aktiv i et læringsteoretisk perspektiv, mens man sidder på sin stol og lytter!

Jeg genså for nylig videnskabsjournalist Lone Franks interview med psykologen Christian Gerlach i udsendelsen »Skolebørn i hjernescanner« på DR 2. Ikke overraskende dokumenterer den nyeste hjerneforskning ifølge Gerlach, at funktionen af vores arbejdshukommelse øges, hvis vi engageres følelsesmæssigt, men der er ikke evidens for at udtale sig om en sammenhæng mellem graden af mulighed for følelsesmæssigt engagement og undervisningsform.

For en god ordens skyld mener jeg ikke, at RTS kan stå alene, og jeg går i den grad ind for variation i undervisnings- og arbejdsformer. Men midt i den pædagogiske koncepttænkning er det godt at minde sig selv om, at det klassiske netop er klassisk, fordi det har bevist sit værd. Så bliver der måske også resurser til at eksperimentere med og udvikle den klassiske undervisningsform, hvad der er væsentligt.