Børn er det vigtigste, vi har. Intet er for godt til dem. Sådan er tankegangen bag den mest nyskabende del af moderne dansk skolebyggeri. Og arkitekterne har tænkt på mere end at rumme eleverne, mens de bliver undervist.

»Det handler om at sælge og profilere skolen og ramme den særlige børnekultur, som er blevet en del af oplevelseskulturen. Skolerne ligger i forlængelse af mulighederne, moderne børn har i oplevelsesparker, hvor de for eksempel kan sove under hajerne i Kattegatcentret i Grenå. Der skal være plads til at lege, og det er svært at sige, hvor børnehaven stopper, og skolen begynder«, siger historikeren Ning de Coninck-Smith fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Hun er ved at lægge sidste hånd på bogen »Barndom og arkitektur, Rum til danske børn gennem 300 år«, som blandt andet beskriver udviklingen i dansk skolebyggeri.

Professoren beskæftiger sig med det mest ekstraordinære og nyskabende. Med andre ord er det ikke den nedslidte skole med alt for mange år på bagen uden renovering, hun fortæller om.

»Som forsker er det interessant at se på yderpolerne. De spektakulære byggerier er en iscenesættelse af det moderne menneske - det moderne barn. Samtidig bliver de nye skoler bygget på byens præmisser. Det vil blandt andet sige, at man bygger i højden, fordi der ikke er så meget plads«, siger hun.

Klasselokaler af glas

Trenden er, at bygninger skal være åbne og transparente.

»Man nedbryder grænserne til omverdenen. Alt skal kunne ses. Præstationerne skal vises frem, og omverdenen skal se, at skolen er en arbejdende organisation«, siger Ning de Coninck-Smith og fortæller om Grønvangskolen i Vejen, hvor både klasselokaler og lærerværelset har glasvægge, så man kan kigge både ind og ud. Samtidig er de traditionelle lange gange delvis inddraget til grupperum og individuelle arbejdspladser for elever og lærere.

Professoren er tilbageholdende med at vurdere, om pædagogikken og eleverne betaler en pris for det smarte byggeri.

»Nogle siger, at det kan give eleverne problemer med at koncentrere sig, fordi der er meget støj, men det er op til dem, der bruger skolerne, at vurdere«, siger hun.

Mange nye og ombyggede skoler er ikke længere hierarkisk opbygget. Tidligere var skoler funderet omkring inspektørens kontor, som man mødte, når man trådte ind ad hovedindgangen.

I dag er kontorerne på nogle skoler placeret bagest, og man møder i stedet arbejdende elever, når man ankommer til skolen. Inspektørens kontor ser den besøgende ikke, medmindre hun leder efter det.

Et andet gennemgående træk er, at skolerne skal være fleksible, så elever kan arbejde tværfagligt, og bygningerne kan indrettes til den undervisning, man ønsker. De lange gange med rækker af klasselokaler er afløst af mere åbne arealer, hvor skydedøre kan trækkes frem efter behov.

»Det handler om, at man ikke vil gå glip af muligheder i undervisningen. Samtidig går børn i skole på en anden måde i dag. Meget af tiden sidder de ikke med en bog, men med en computer. Derfor er der ikke i samme grad brug for klasselokaler«.

Åbner mod omverdenen

Det åbne og fleksible gælder ikke kun for elever og lærere på skolen. Også omverdenen bliver inviteret indenfor.

Det gælder blandt andet på to nye skoler i Ørestaden og Sydhavnen i København, som endnu kun findes på arkitekternes tegnebræt.

»Det er hybride bygninger, som skal fungere som åbne tilbud til lokalsamfundet. Der skal være science-center, spisehus, bibliotek, scene og idrætshal. Det skal være et mødested for unge og gamle både inde i bygningerne og i området rundt om dem«, siger Ning de Coninck-Smith.

Dermed har de nye storbyskoler et væsentligt fællestræk med dem, der blev bygget på landet i første halvdel af forrige århundrede. Nogle var nærmest små kunstværker med koncertsal og kunstudsmykning. Der er eksempler på, at det har taget otte år at bygge en skole.

»Man skulle sælge skolen til bønderne som et projekt, de kunne bruge som en slags kulturcenter uden for skoletiden. Det var nødvendigt, fordi lokalsamfundet skulle være med til at betale«.

Centralskoler dominerer

De små landsbyskoler blev dog mange steder afløst af større centralskoler især i 1950'erne - det er de skoler, der stadig dominerer billedet, og som nu enkelte steder bliver afløst af arkitektoniske eksperimenter. Centralskoler blev omtalt i Folkeskolens spalter allerede omkring Første Verdenskrig, men det var langt senere, de for alvor slog igennem.

I 1935 blev den første centralskole indviet, men det gik trægt med at få begrebet udbredt. 1930'erne var krisetid. Børnene på landet hjalp til med arbejdet og gik kun i skole hver anden dag. I 1937 vedtog Rigsdagen en ny folkeskolelov, der gjorde mulighederne på landet og i byen mere ensartede.

Timetallet blev sat op, og nu skulle børn på landet også have mulighed for at udvide skolegangen ud over 7. klasse. Alle skoler skulle have en gymnastiksal og så vidt muligt også lokaler til sløjd og skolekøkken. Det krav kunne de små sogneskoler ikke honorere, og derfor blev de i de næste 30 år afløst af centralskolerne, der især efter krigen blev totalt dominerende. Et andet kendetegn ved de nye skoler var, at de havde håndvaske med rindende vand og toiletter med træk og slip.

»På det tidspunkt var der en sand undervisningsrevolution. Det blev en selvfølgelighed at gå i skole, og fra politisk hold satsede man på centralskolerne. Politikerne forestillede sig, at de ville lægge rum til en ny pædagogik, hvor udenadslæren trådte i baggrunden til fordel for en mere selvstændig form for tilegnelse. Rent arkitektonisk var det domineret af elementbyggeri, der understregede det selvfølgelige i skolen - i kontrast til de første centralskoler, som var håndværk fra top til bund. Det skyldes dog også industrialiseringen af byggeriet, og at ministeriet prioriterede denne type af skoler og gav dem tilskud«, siger Ning de Coninck-Smith.

Ning de Coninck-Smith er historiker med speciale i skolens og barndommens historie. Den 7. maj tiltrådte hun som professor på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole med en forelæsning om netop skolebyggeri.

Det er endnu ikke fastlagt, hvornår bogen »Barndom og arkitektur, Rum til danske børn gennem 300 år« udkommer.