Francis og Junior. Jeg kaster et blik på mine notater, mens bilen bumler af sted på den røde, hullede grusvej i provinsbyen Gulu i det nordlige Uganda. De unge mænd er 17 og 19 år og født med hiv. Både Francis og Junior har været udsat for diskrimination, og begge var de tæt på at vælge livet fra. Det er svært for mig at få billedet til at stemme overens med de to glade og storsmilende unge fyre, jeg netop har mødt.

Men Francis og Junior har ikke kun en svær fortid tilfælles. Et afgørende vendepunkt for dem var, da de opsøgte hiv/aids-organisationen Health Alert, som er støttet af Red Barnet, og hvor hiv-positive unge kan få hjælp og rådgivning. Her fik Francis og Junior gennem samtaler med vejledere og andre hiv-positive unge hjælp til at acceptere sygdommen. Og de fik troen på, at de med medicin kunne leve et langt liv. Et liv, som de begge vil bruge på at forebygge spredning af hiv og på at hjælpe andre smittede unge. Derfor blev de uddannet til at være ungdomskonsulenter i ungdomsgruppen Young Positives. Et arbejde, som består i at påvirke andre unge til at passe på smitten og være tolerante over for hiv-positive.

Stigmatisering værre end døden

Stigmatisering og diskrimination er den største årsag til, at så mange dør af aids, fortæller Francis i bilen på vej ud til hospitalet. Vejen bliver smallere, hullerne dybere og landskabet mere øde - det er svært at forestille sig, at der skal dukke et hospital op.

»Det har taget lang tid for de folk at nå hertil«, siger han og kigger over mod den lange kø af ventende, da vi når til hospitalet. Kvinder, mænd, unge og gamle. Tynde kroppe, fremtrædende kindben og slørede blikke. For mange af dem er dette sidste chance for at overleve. Alligevel vil over halvdelen af dem, som i dag bliver testet hiv-positive, afslå at tage medicinen, skønner Francis.

»Det vil være det samme som at acceptere sygdommen. Medicin kan redde deres liv, men hvis nogen opdager, at de tager medicinen, risikerer de at afsløre, at de er smittede«.

Aids-syge bliver ofte udstødt, fordi andre i landsbyen er bange for selv at blive smittet. De er bange for at give hånd, spise sammen med eller bare være i nærheden af mennesker med hiv, fortæller Francis.

»Frygten for stigmatisering overskygger frygten for døden«.

Nægtede at spise i tre dage

Francis husker tydeligt den dag, han blev konstateret positiv. Han havde været syg længe, og det blev bare værre og værre. Han tog til lægen, som ville tage en hiv-test. Han sagde, at det var i orden, for eftersom han aldrig havde haft sex, var han sikker på, at han ikke havde hiv.

»Da lægen gav mig beskeden om, at jeg var positiv, tænkte jeg først, at han jokede, men realiteterne kom, da han begyndte at forklare om sygdommen. På det tidspunkt var det eneste, jeg vidste om hiv, at når man fik det, ville man dø hurtigt. Jeg nægtede at spise i tre dage. Det eneste, jeg ville, var at dø«.

Han var da 15 år, og lægen fortalte ham, at han var født med hiv.

Francis ville først ikke tage medicinen. Men en ihærdig læge opsøgte ham og fortalte om fordelene, og til sidst accepterede han det. Men da sommerferien var slut, og han skulle i skole igen, stoppede han med medicinen.

»Jeg frygtede, at de ville opdage, at jeg tog den, for det var almindeligt på skolen at blive stigmatiseret og diskrimineret som hiv-positiv«.

Et liv, der skal leves

Døren til lægens lokale åbnes langsomt. Ud kommer en dreng med lige så tøvende skridt, som da han for lidt siden gik ind. Hans frygt var berettiget. 15 år og hiv-positiv. Francis kontakter drengen, og de taler sammen længe. Francis er vedholdende i sit forsøg på at undgå, at historien gentager sig. Men der er ikke noget at gøre. Drengen vil ikke tage medicinen.

»Ikke i denne omgang. Men nu ved jeg, hvor han bor«, siger Francis.

Det er almindeligt at skulle opsøge de unge flere gange og have mange samtaler med dem, før de accepterer sygdommen og vælger at tage medicin.

»Vi forsøger at støtte og lytte til de unge, for mange gange har de ikke andre at snakke om sygdommen med end os«. På den måde formår de at skabe tillid til de unge.

På hjemmebesøg i lerhytte

Vi forlader hospitalet og kører ud til en af de unge, som det er lykkedes for Francis og Junior at hjælpe. Når et barn bliver konstateret hiv-positiv, rammer det hele familien. Derfor skal de også tale med forældrene. En vigtig del af Francis og Juniors arbejde består i at aflive de myter og den overtro, der florerer i landsbyerne. Ved at oplyse familien om, hvad hiv er, og hvordan det smitter, hjælper de samtidig den unge til at undgå at blive udstødt af familien, fortæller de i bilen på vej ud til landsbyen, hvor pigen bor.

Vi stopper ved en gruppe lerhytter, der for mig er helt ens, men Francis og Junior er ikke i tvivl om, hvilken en af hytterne de skal besøge. Den spinkle pige smiler ikke, da hun tager imod os. Alligevel kan jeg tydeligt fornemme, at hun er glad for at se Francis og Junior. Pigen har mistet begge forældre og bor nu sammen med en storesøster og hendes tre børn.

Det er køligere i lerhytten end udenfor, men også mere fugtigt, og lugten af ler er dominerende. Et stort stykke stof, der hænger ned fra loftet, deler hytten midt over i soveværelse og stue. Vi får de gode pladser i sofaen, mens pigen sætter sig på gulvet foran os.

»Jeg har det godt«, fortæller pigen, mens hun kigger ned i jorden og fortæller videre, at Health Alert har hjulpet hende meget, både med rådgivning og gratis mad - det er nemlig helt afgørende for hiv-positive at spise regelmæssigt, fordi medicinen ellers er alt for hård for kroppen. I et fattigt land som Uganda får mange ellers kun ét rigtigt måltid mad om dagen. Men de hiv-positive skal spise mindst to gange, i forbindelse med at de tager deres medicin.

Under besøget tjekker Francis og Junior, at pigen stadig har medicinen, og at den er opbevaret korrekt et nogenlunde køligt sted. Da de har tjekket, at alt er okay, spørger de hende, om hun vil i Sunday Club, hvor mere end 200 hiv-positive børn og unge mødes på Health Alert. Her leger de små, og de større taler sammen om deres sygdom, og alle får et godt og nærende måltid mad. Det vil hun gerne, siger hun.

Håbet om en bedre fremtid

Mørket er ved at falde på, da vi kører hjem. Det bekymrer chaufføren, og han speeder op. Vi må ikke køre ude efter mørkets frembrud.

»Jeg frygter ikke døden«, fortæller Francis. »Bare lige nu - i det her minut, vi snakker sammen - er der tusindvis, der dør af sygdomme eller ulykker«, fortsætter han, og jeg overvejer at bede chaufføren om at sænke farten.

»Efter i nat vil tusindvis af mennesker blive smittet med hiv. Din tid kommer, når den kommer. Derfor er det vigtigt, at du sætter pris på det liv, du har nu, selvom du stadig håber på et endnu bedre liv i fremtiden«, siger Francis. Han vil gerne fortsætte sin uddannelse og blive jurist eller vejleder, der kan hjælpe hiv-positive. Men det er ikke sikkert, han nogen sinde får chancen for at tage en uddannelse, for det koster penge, og dem har Francis ingen af. Indtil videre fortsætter han sit frivillige arbejde med at støtte andre hiv-smittede børn og unge.

»Jeg er stolt af mit arbejde i Health Alert. Hver dag snakker jeg med hiv-positive og viser dem, at man kan leve et godt liv med hiv. Jeg fortæller dem også, at de en dag kan få hjælp til at få børn, der ikke er hiv-smittede. På den måde håber jeg, at hiv stopper ved vores generation«.

Junior og Francis er hovedpersoner i »Vi lever med hiv« - et nyt it-undervisningsmateriale til 7.-9. klasse, som er klar til skolestart på Megafonen - Red Barnets hjemmeside til skoler.

Gennem videoklip, tekster og billedserier kan danske elever få muligheden for at få indsigt i, hvad det vil sige at være ung og hiv-positiv i Uganda. »Vi lever med hiv« har også fokus på, hvordan det er at være hiv-positiv i Danmark. Materialet kan anvendes i dansk, samfundsfag, geografi og religion i overbygningen, og der følger en udførlig lærervejledning med opgaver med. »Vi lever med hiv« går i luften den 9. august på: www.redbarnet.dk/MEGAFONEN/hiv

Cirka seks procent af befolkningen i Uganda er smittet med hiv, meni den nordlige del af landet er tallet dobbelt så højt. I Uganda har omkring 2,3 millioner børnmistet deres forældre på grund af sygdommen.