Lars Løkke i tvivl om, hvorvidt nationale test skal offentliggøres
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Statsministeren ville på Marienborg i sidste uge ikke sige ja eller nej til, om skolens resultater i de nationale test skal offentliggøres.
»Regeringen går ind for åbenhed og gennemsigtighed, men vi går ikke ind for, at skolerne skal i en gabestok. Skolens resultater skal synliggøres, men vi leder efter en ærlig måde at gøre det på. Vi venter spændt på rejseholdets endelige rapport og anbefalinger om en uge«, sagde han.
Afgangsprøverne giver ikke hele billedet af en skole, understregede statsministeren. Elevernes og lærernes trivsel hører også med. Måske er det også den slags, der skal måles, funderede han.
»Regeringen går godt nok ind for faglighed, men vi skal passe på, at vi ikke smider barnet ud med badevandet. Danmark er verdensførende i selvtillid, kreativitet og innovation. Det må vi ikke sætte over styr«, sagde Lars Løkke Rasmussen.
»Jeg har lige været sammen med politiske ledere fra nogle af de asiatiske lande, der for tiden investerer meget i hård faglighed. De vil gerne lære af os, hvordan deres unge bliver mere kreative og får mere selvtillid«, tilføjede han.
jvo@dlf.org