Jobmuligheder til de fagligt skrappe

Er du faglig skrap og menneskelig moden, er der gode beskæftigelsesmuligheder indenfor voksenuddannelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mange kommuner sparer på grund af færre indtægter og flere udgifter. Derfor kan der være langt mellem lærerjob. Det gælder dog ikke indenfor voksenundervisning.

VUC'er over hele landet får flere kursister, fordi antallet af ledige er stigende, og fordi mange mennesker gerne vil gøre en indsats for at få eller bevare et job. »Konjunkturerne fører til et stigende behov for undervisere, men det har også betydning, at der blev ansat mange lærere for 30 - 35 år siden. De er ved at gå på pension«, siger Jørnie Kolding, der er uddannelseschef på VUC Vestegnen. Centret har afdelinger i Albertslund og Rødovre og er et af de fem VUC'er, der i øjeblikket søger nye undervisere på lærerjob.dk Der er stor forskel på at undervise på en folkeskole og på AVU, Almen Voksen Uddannelse, hvor kursisterne tager niveauer svarende til 9. og 10. klasse. Først og fremmest har kursisterne en helt anden tilgang til undervisningen. »En stor gruppe befinder sig i en social situation, så de skal have arbejde ved siden af. Der er også mange, der deltager i undervisningen, fordi det er en del af en plan, der er blevet lagt på jobcenteret. Derfor må man som lærer vænne sig til at langt fra alle kursister når frem til eksamen. En anden forskel er, at nogle kursister har en baggrund, der stiller store faglige krav til læreren«, siger uddannelseschefen.

Solid faglig ballast

Håndværkeren, der har anvendt geometri på byggepladsen gennem mange år kræver grundige svar, når der undervises i emnet i matematik. Det samme gør kursisten i dansk eller engelsk, der måske har en gammel realeksamen eller en anden uddannelsesbaggrund. »Derfor skal lærerne have en solid faglig basis, og vi sætter kun sjældent folk til at undervise i andet end deres linjefag«, siger Jørnie Kolding. Aldersgennemsnittet for kursisterne på AVU er faldet i de senere år, og der er rigtig mange i gruppen mellem 18 og 25 år. Alligevel kan det være vanskeligt for helt unge og nyuddannede at undervise dem. »Har du gået den lige vej fra folkeskolen over ungdomsuddannelsen og ind på lærerseminariet, kan du mangle den personlige autoritet og de menneskekundskaber, der skal til for at undervise voksne. Derfor ser vi gerne, at du har lavet noget andet undervejs eller måske har undervist i folkeskolen i nogle år«, siger uddannelseschefen. Der stilles ikke særlige uddannelseskrav foruden en læreruddannelse for at blive ansat som lærer på AVU, men de fleste arbejdsgivere ser positivt på det, hvis en ansøger har erfaring med undervisning af voksne. Hvis arbejdspladsen også har Forberedende Voksen Uddannelse, FVU, er kravet, at læreren skal tage et særligt voksenundervisningskursus, der varer 200 timer. FVU henvender sig til kursister, der er i arbejde, og hvis arbejdsgiveren gerne vil have, at de forbedrer deres kvalifikationer. Der er tale om korte kurser, som stiller store krav til lærerne. Derfor veksler mange lærere mellem at undervise på FVU og AVU.