En politikers bekendelser
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Egentlig burde mit indlæg handle om EU. Og måske kommer det også til det. Men jeg vil godt begynde med en bekendelse. Mine tre sønner er mellem syv og 13 år. De går ikke i den lokale folkeskole. Ups! Min mand og jeg valgte anderledes, da den ældste skulle begynde i skole. Vi valgte at sende ham på samme skole som hovedparten af børnene fra hans børnehavestue. Og vi blev så begejstrede for den skole, at vi valgte at søge den til de to yngre sønner også. Lærerne er utroligt engagerede og knaldhamrende dygtige. Vi oplever et højt fagligt niveau, og samtidig ser vi en vilje til at tage hensyn til de enkelte børns individuelle behov. Lærerne engagerer sig i børnene, i deres faglighed og i deres hverdag i et omfang, vi slet ikke kan forvente eller stille krav til. Indskolingen foregår i særskilte og meget velegnede lokaler adskilt fra resten af skolen. Skolefritidsordningen er fuldt ud integreret i indskolingen og giver dermed børnene en sammenhængende skoledag. Og ja, der er stadig klasselokaler, der kunne trænge til en kærlig hånd, men alt i alt er skolen så god, at vi ikke et sekund har fortrudt valget til vores børn. Skoleinspektøren giver endda karameller til alle ungerne, når han har fødselsdag.
Vi er så glade for, at vi valgte et andet sted end den lokale distriktsskole. Og vi priser os lykkelige for, at vi havde valget. Men hov, jeg glemte vist lige at skrive, at den anden skole, vi valgte, naturligvis var en af kommunens andre folkeskoler. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over andre forældres valg af skole til deres børn. Det er virkelig et valg, den enkelte familie må tage, men jeg vil gerne tillade mig at anprise folkeskolen. Skolen er langt, langt bedre end sit rygte, og jeg vil gerne understrege, at socialdemokrater aldrig har været imod det private initiativ eller privat- og friskoler og vil heller ikke være det i fremtiden. Men det er utroligt vigtigt, at vi står ved, at en væsentlig del af forklaringen på, at Danmark stadig har en høj konkurrenceevne, og at vi har så høj grad af sammenhængskraft i vores samfund sammenlignet med andre lande i og uden for EU, er, at vi har turdet satse på fællesskabet. Det fællesskab skabes blandt andet af en god og solid folkeskole. En folkeskole, hvor vi lærer at samarbejde med alle slags mennesker, og hvor vi tør give alle et ansvar og selvstændiggøre vores børn og unge. Hvor vi tør vægte at uddanne til andet end job. Hvor vi ønsker brede samfundskompetencer og ikke kun de snævre faglige. Det er noget af det, som folkeskolen er med til at give vores børn og unge.
Privatiseringer, eliteskoler, brugerbetalinger og handel med uddannelse er mange andre EU-landes svar på krisen og globaliseringen. Jeg synes, at Danmarks svar skal være at fastholde et offentligt ansvar for skolen ved at investere i det unikke fællesskab, som giver Danmark kommende samfundsborgere. Så kan folkeskolen fortsat blive førstevalget for de fleste og ikke et fravalg for så mange.
»Jeg skal ikke gøre mig til dommer over andre forældres valg af skole til deres børn. Det er virkelig et valg, den enkelte familie må tage, men jeg vil gerne tillade mig at anprise folkeskolen«.