Sæbevand og pædagogisk snilde
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Min kollega, Holger, er en stor pædagog. Han er klasselærer for Jimmy i 8. klasse, som ikke i udpræget grad efterspørger folkeskolens traditionelle kerneydelse, men er i gang med at performe sit eget se-mig-projekt som kompensation for manglende omsorg i familien.
For nylig havde Jimmy i et frikvartersanfald taget en cykel, der tilhørte Sassia fra 7. klasse, som han var blevet sur på. Cyklen havde han overtisset og smidt i en hæk, hvilket Sassia ikke var vildt lykkelig for. Retfærdigheden måtte genoprettes. Holger måtte sætte klassen og fagligheden til side - rummeligheden har sin pris.
»Jeg har et problem«, sagde Holger til Jimmy, »for der er en elev, som har krav på at få sin cykel tilbage i renvasket tilstand«.
»Jeg vasker den ikke«, sagde Jimmy, der gennem nogle år havde opbygget et ry som højtråbende, brutal børste.
»Nej, det siger jeg jo heller ikke, at du skal, men vi kan jo prøve, om vi kan få en anden til det. Skoleinspektøren eller måske pedellen. Hvem synes du, vi skal spørge?«
Det havde Jimmy ikke noget bud på, og da han stadig var ophidset, modvillig og uden anger, fik Holger klassen i gang med at bestille noget og gik uden for klasselokalet med Jimmy, der nu var faldet lidt ned.
»Jeg har svært ved at løse opgaven«, sagde Holger, »men jeg må jo prøve at give den videre - eller skal vi sammen gå over til pedellen og bede om noget skoldhed sæbevand, så vi kan vaske cyklen?«
Jimmy, der tydeligvis var forbavset over ikke straks at blive angrebet for sin rabiate handling, sænkede paraderne og gik med. Lidt senere var han i gang med at vaske Sassias cykel.
»Nu bliver jeg og ser på, så du ikke bliver beskyldt for ikke at gøre det ordentligt«, sagde Holger. »Så skal jeg nok bakke dig op!«
Jimmy vaskede og gnubbede, vaskede og gnubbede, og da overdragelsesforretningen med Sassia fandt sted, sagde Holger: »Jeg tror, Jimmy har noget, han gerne vil sige«.
»Undskyld!« kom det spagfærdigt fra Jimmy, »men den er sgu mere ren nu, end den nogensinde har været«, tilføjede han noget højere. Sassia tog imod, balancen var genoprettet. Jimmy havde ved klasselærer Holgers mellemkomst overvundet sin største fjende - sig selv.
Det er en meget generøs folkeskole, der skal kunne matche Jimmys kompetencer, og her rækker fagligheden ikke. Her kræ-ves menneskekundskab, moral, pragmatisme og pædagogisk snilde.
Erik Schmidt
