Arne Hansen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ved lærer Arne Hansens død: Efter mange år ved Parkskolen i Ballerup flyttede Arne ved dens nedlæggelse til Grantofteskolen i Ballerup. Her fortsatte han undervisningen i engelsk og tysk efter eget ønske. Fremmedsprogene var hans store interesse, men han var også en god dansk- og historielærer.

Arne var vellidt af sine store elever, som kunne mærke, at han respekterede dem. Han tog hensyn til deres forskelligheder, var tålmodig og havde omsorg for de elever, der havde problemer af forskellig art.

Arne havde et stille og underfundigt lune med et dejligt undertrykt smil. Han havde øje for elevers og kollegers morsomme og skæve sider. Man glædede sig til en god historie fra Arne. Hans ligefremme måde at udtrykke sig på med varme og hjertelighed gjorde, at han havde mange lyttere. Et rart menneske, som vi godt kunne lide.

Hans gode historier, nutidige og selvoplevede samt dem fra historien, vil blive savnet.

Æret være Arne Hansens minde.

Gamle kolleger ved Parkskolen og nuværende ved Grantofteskolen i Ballerup