Det er ikke kun regeringen, der ønsker en strammere styring af skolen. Det er også EU. Det fremgår blandt andet af en pressemeddelelse, som Undervisningsministeriet udsendte for nylig i anledning af, at EU-Kommissionen i en evalueringsrapport om Lissabon-strategien har rost Danmark for at stramme op på folkeskolen og læreruddannelsen.

»Kommissionen fremhæver i særlig grad indsatsen for at forbedre folkeskolen. De nye nationale test og handlingsplanen, der skal gøre eleverne bedre til at læse, får roser med på vejen. Det samme gør den nye læreruddannelse, som med sit fokus på at uddanne lærere med linjefag i kernefagene dansk, matematik, engelsk og naturfag kan være med til at hjælpe eleverne til at lære mere«, skriver Undervisningsministeriet.

Pressemeddelelsen har overskriften: »Stor ros fra EU til Danmark for at opfylde Lissabon-strategien«.

EU skulle egentlig blande sig udenom

Egentlig skulle EU slet ikke blande sig i uddannelse ifølge artikel 149 og 150 i Nice-traktaten, der fastslår, at uddannelse er et suverænt nationalt anliggende. Men Lissabon-strategien, som regeringslederne vedtog i 2000, rusker godt og grundigt i 149 og 150.

»Uddannelse har fået en ny rolle med Lissabon-strategien, der forbinder uddannelse med beskæftigelse og økonomi. Før opfattede EU bare uddannelse som en udgift«, siger undervisningsattaché Claes Hagn-Meincke fra den danske EU-repræsentation ved den danske ambassade i Bruxelles.

Den officielle konklusion på topmødet i Lissabon i 2000 var, at EU i 2010 skal være »den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden, en økonomi, der kan skabe en holdbar økonomisk vækst med flere og bedre job og større social samhørighed«. Midlet er ifølge strategien mere og bedre forskning og uddannelse.

»Når det først står i topmødekonklusionerne, begynder hele systemet at arbejde den vej«, siger Claes Hagn-Meincke.

Ikke kun EU-systemet, men også de enkelte medlemslande er begyndt at opfatte uddannelse som et middel til økonomisk vækst.

»Uddannelse er nu mere på dagsordenen end nogen sinde før. Regeringslederne har sat det højt op på listen, senest Finland, der har besluttet, at innovation og forskning skal have første prioritet«, siger EU-kommissæren for uddannelse og kultur, Jan Figel, til Folkeskolen.

Også den danske regering ser uddannelse som vejen til øget vækst. Regeringsgrundlaget er som skrevet af efter Lissabon-strategien. Blot er EU erstattet med Danmark, som skal være »førende i vidensamfundet« og »verdens mest konkurrencedygtige samfund«. Det kræver »uddannelser i verdensklasse«.

EU bruger sneboldeffekten

For at komme uden om artikel 149 og 150 i Nice-traktaten har Lissabon-strategiens fædre opfundet den såkaldte åbne koordinationsmetode. Den gør det muligt for medlemslandene at koordinere deres uddannelsesreformer, uden at det kan kaldes harmonisering. Reformerne kan jo ikke gennemføres via direktiver fra EU-Kommissionen.

»Lissabon-processen skal gøre EU til den bedste videnøkonomi i verden. Det er et urealistisk mål, men processen er retningsgivende og fører til initiativer på uddannelsesområdet. Der er ikke tale om harmonisering, men om konvergens: Man begynder at tale det samme sprog i medlemslandene, bruger de samme grundelementer i uddannelserne og indfører ens struktur«, siger Sebastian Volkers, national uddannelsesekspert i Kommissionen.

Konvergens kommer fra senlatin og betyder to linjer, der møder hinanden.

En anden meget brugt term i Bruxelles er »sneboldeffekten«.

»EU må ikke fremme en bestemt pædagogisk skole, men vi opsamler tendenser og bruger sneboldeffekten«, siger Tapio Saavala, som har grund- og gymnasieskole som sagsområde i Kommissionens uddannelsesdirektorat.

Såkaldte meddelelser (communica­tions) og anbefalinger (recommanda­tions) ruller fra Kommissionen til medlemslandenes EU-repræsentationer i Bruxelles. Fra ministerierne i hjemlandene ruller de til ministerrådet for undervisningsministre og derfra til finansministerier og statsministerier og videre til statslederne i Det Europæiske Råd, der på topmøder vedtager strategier som Lissabon-strategien og processer som Bologna-processen, som ruller videre til landenes parlamenter og bliver til lovgivning.

»EU styrer uddannelsespolitikken med processer og strategier«, siger Birgitte Birk­vad, der er de danske underviserorganisationers lobbyist i Bruxelles.

I praksis er det harmonisering

I praksis er der tale om harmoniseringer, for reformerne peger i samme retning: Fagligheden skal styrkes, eleverne skal testes, og de skal modtage undervisning i en yngre alder. I Danmark er der blevet indført læreplaner i børnehaven, og børnehaveklassen bliver nu gjort obligatorisk.

»Kommissionen kan ikke sige til medlemslandene: I skal! Men Kommissionen kan sige: I har mest at vinde ved at investere i børnehaven. Der løber vi så bare ind i et dogme i Danmark, hvor læring gennem leg bliver tolket som lege-lege, ikke lege-læring. Imens sidder pædagogerne og drikker kaffe eller laver konfliktløsning«, siger Sebastian Volkers.

»Andre steder i Europa er der struktureret indlæring gennem leg fra treårsalderen. I seksårsalderen er der halvt leg, halvt læring, og som syvårige er børnene rustet til struktureret undervisning. Sådan er det for eksempel i Belgien og England. Dér ligger folkeskolen til gengæld klasser under Danmark«, tilføjer han. Der er ingen vej tilbage, mener Sebastian Volkers. »Uddannelsessystemerne skal reformeres. Det besluttede Rådet i foråret 2006. Så de bliver mere effektive og mere retfærdige. Jo mere inkluderende og sociale systemerne er, jo bedre bliver eliten. Men de skal fungere effektivt. Evaluering og tilsyn skal forbedres på alle niveauer. Der skal også udarbejdes kvalitative mål i samarbejde med lærere, elever, forældre og erhvervsliv. Lærerne skal ikke sidde og være gullaschbaroner mere med lange sommerferier. De skal tænke ud over sig selv«, siger han og understreger, at vurderingerne er hans egne, ikke Kommissionens.

Lærere protesterer

Nøgleordene i den nye uddannelsesdagsorden er kompetencer, livslang læring og output. Idéen er, at individet fra vugge til grav skal udstyres med færdigheder, som arbejdsmarkedet efterspørger. Disse færdigheder opfattes som uddannelsernes output, som så måles af nationale myndigheder, EU og OECD.

»Det er blevet mere populært at måle output end input, fordi det er vigtigere for arbejdsmarkedet, hvad der kommer ud af systemet, end hvad man putter ind«, siger Claes Hagn-Meincke fra den danske EU-repræsentation i Bruxelles.

Den nye formålsparagraf i den danske folkeskolelov er et eksempel på tankegangen: Før blev skolen opfattet som en kulturbærende institution, der havde til opgave at sørger for elevernes personlige udvikling. Nu opfattes skolen som første trin i et samlet uddannelsesforløb. Den vigtigste opgave er nu at klæde eleverne fagligt på til videre uddannelse. »Underviserne skal ikke tænke i bokse mere, men i helhed og livslange læringsstrategier«, siger Sebastian Volkers.

Lærere, forskere og meningsdannere som skolepsykolog Per Kjeldsen og lærer Erik Schmidt, der just har dannet en alternativ tænketank om uddannelse, og højskoleforstander Jørgen Carlsen, som holdt tale ved sidste DLF-kongres, protesterer mod det nye uddannelsessyn. De opfatter det, der sker, som en indsnævrende instrumentalisering af uddannelserne.

Lissabon-strategien ser mennesket som Europas vigtigste resurse, men et menneske kan og må ikke reduceres til en resurse, siger de. Der er andet i livet end at være god til at skabe økonomisk vækst, mener de. Der er også det sande, det skønne og det gode - livets etiske, æstetiske og politiske udfordringer. Derfor skal skolen fortsat have en dannelsesopgave, konkluderer de.

Lissabon-strategiens fortalere forsvarer sig med, at det ikke kun er godt for erhvervslivet og nationaløkonomien, at hver enkelt borger kan klare sig på arbejdsmarkedet, det er også godt for den enkelte selv og for sammenhængskraften i samfundet. »Udfordringerne ligger i de tungeste socialgrupper. Det handler om at få bundniveauet op«, siger Sebastian Volkers.

Lige meget hvad - snebolden ruller.

»Formelt er det frivilligt, om medlemslandene vil leve op til målsætningerne i Lissabon-strategien, men de har jo accepteret dem og sagt, at de vil«, tilføjer han.