Debat
Damn good – og faglig stolthed
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
»Tag hjem og sig til de danske lærere: Stå fast på det, I gør! I er damn good, vi beundrer jeres måde at holde skole på, I er en slags forbillede. Vi ved godt, at I er under pres fra jeres regering, fordi politikerne reagerer på Pisa. Det er synd, for vi er ved at ændre vores skoleform i retning af dét, I nu er på vej til at forlade. Vi håber, I står imod presset, og at der snart kan blæse nye vinde i jeres skolepolitik. Good luck!« Det er næsten ordret, hvad min arbejdskollega Eero Ropa, professor, ph.d. fra Finland sagde på afskedsaftenen på Comenius 3-konferencen om livslang læring i Klagenfurt i Østrig, og det gav stort, solidarisk bifald fra de andre 13 landes deltagere.
Vi var samlet for at forberede et projekt i landenes udvikling af lærernes grund-, efter- og videreuddannelse. Temaerne var pragmatisk valgt ud fra, hvad der i øjeblikket er interesse for i EU på uddannelsesområdet: demokratisk læring, integration, ikt og evaluering.
Efter i en uge at have lyttet, talt og diskuteret forekom det lysende klart, at danske lærere - i hvert fald inden for de temaer - er meget faglige og meget innovative. Fundamentet for dansk skolehverdag er elevernes faglighed, socialiseringen og en demokratisk opdragelse. På konferencen var der meget stor begejstring for den danske skolemodel på grund af dens pædagogiske kvaliteter i forhold til at gøre eleverne livsduelige.
Jeg kan sagtens se sammenhæng mellem disse kendsgerninger:
- En OECD-rapport fra 2004 viser, at danske elever er glade og tillidsfulde, er positive over for at gå i skole, har tiltro til egne evner og er interesserede i at konkurrere og samarbejde.
- På Forbes Magazines liste over »De 100 mest respekterede virksomheder i verden« bidrager Danmark med ti! - heraf to i top 10 og syv i top 50. Det er flere end i noget andet land.
Danske medarbejdere har specifikke faglige kompetencer, kreativitet og innovativ tilgang til udfordringer. Hvorfor mon? Kollegerne i Klagenfurt var ikke sene til at udnævne lærernes betydning som afgørende for de gode danske resultater. Lysten til livslang læring starter i folkeskolen.
Lad os ønske hinanden til lykke og så sætte gang i den professionelle offensiv, som dybest set først rykker, når hver enkelt lærer tager fat. Ikke at jeg mener, at DLF ikke skal spille med, men vi må ikke kun overlade det til fagforeningen at tale imod en elendig og uigennemtænkt skolepolitik. Lad os få de mange gode praksisser frem i lyset på de områder, hvor regeringen tror, den opfinder nye begreber og metoder. Målsætning/evalueringssamtaler mellem elev og lærer, som skal udmøntes i elevplaner - bare for at nævne ét aktuelt eksempel.
Udgangspunktet må være vores faglige stolthed, og som professionelle har vi de argumenter, der gør forskellen til »bedre end før«. Videndeling og fortsat kompetenceudvikling er vores nødvendige modpres over for en skævvredet værdipolitisk dagsorden.