Det var i 1992, at Erin Gruwell begyndte i sit job som lærer på Woodrow Wilson High School i det sydlige Californien, USA. Hele Los Angeles-området var præget af efterdønningerne af raceoprørene, som fulgte efter Rodney King-voldsepisoden. Hvide politimænd var blevet frigivet, og dommen udløste et raceopgør, som også smittede af på gymnasiet i Long Beach.

»Der var utrolig mange spændinger og mistillid racerne imellem dengang«, erindrer Erin Gruwell, der på det tidspunkt var ved at færdiggøre sin uddannelse som lærer. »Jeg havde stillet mig selv det spørgsmål: Hvor kan jeg gøre mest nytte? Jeg havde besluttet mig for, at det ikke skulle være i retssalen, som jeg hidtil havde haft til hensigt, men derimod i klasselokalet«.

Erin Gruwell valgte bevist en multikulturel skole. Woodrow Wilson High School var perfekt på papiret, fordi den lå i et relativt pænt område, hvor der gik rige såvel som fattige børn med forskellig etnisk baggrund. Eleverne repræsenterede begge yderligheder: De kunne have en fremtid både på Harvard University og i det lokale fængsel. Det fascinerede Erin Gruwell, og hun følte sig parat til udfordringen. Men virkeligheden var en anden.

»Jeg var en helt grøn lærer dengang. Jeg var ung, uerfaren og blev henvist til den klasse, som var anset for at være den mindst disciplinerede på hele skolen. Den blev også anset for at være den værste rent fagligt: Alle eleverne havde karakterer langt under gennemsnittet, og man anså dem for at være håbløse at undervise«.

Det var derfor en klasse af såkaldte »unteachables«, der mødte Erin Gruwell på hendes første skoledag. Hun troppede op iklædt pæn nederdel og en stor perlehalskæde, som hendes far havde givet hende i gave, da hun havde bestået sin lærereksamen. Hun blev noget overrasket, da klassens elever straks delte klasselokalet op i to adskilte områder og vendte bordene væk fra katederet. I begyndelsen var det svært overhovedet at få deres opmærksomhed, for de havde travlt med at slås og provokere hinanden. En dag rettede en af eleverne en pistol mod en anden elev, og ingen syntes særligt rystede over det. Klasselokalet blev en miniudgave af deres verden uden for skolens fire vægge: En utryg, kaotisk verden præget af vold, racisme og mistillid.

»Der var raceadskillelse i klassen fra dag et. De skabte hvert deres territorium baseret på race, og hvilken bande de tilhørte. Det var skræmmende at se, hvordan det faldt dem helt naturligt«.

Dagbog ændrer liv

Hvad har den jødiske Anne Frank til fælles med en flok unge mennesker i Long Beach? Ikke meget skulle man umiddelbart tro. Men Erin Gruwell fandt, at der var mange ligheder. Anne Franks dagbog blev katalysator for et intensivt projekt for klassen. Først og fremmest skulle den vise, hvad intolerance og fremmedhad kan føre til af umenneskelige gerninger, og dernæst skulle den inspirere dem til at gribe kuglepennen i stedet for pistolen.

»Det begyndte en dag, hvor der gik en karikaturtegning af en sort person med kæmpemæssigt store læber rundt i klassen. Der bredte sig snart en højlydt fnisen i krogene fra alle de latinamerikanske og asiatiske elever«, fortæller Erin Gruwell om dagen, der blev vendepunktet for hendes undervisning. »Den tegning gjorde mig så vred, at jeg pludselig ikke kunne holde masken. Jeg flippede helt ud. Da jeg råbte, at det netop var sådan noget, der kunne starte et nyt Holocaust, stirrede de blot måbende på mig, Og i det øjeblik gik det op for mig, at de ikke anede, hvad jeg talte om«.

Det var denne episode, der førte til Anne Frank. Det slog Erin Gruwell, at eleverne kunne identificere sig med den lille jødiske pige, der netop var et uskyldigt offer for den mest ekstreme form for intolerance. Da hendes dagbog viste sig at fange deres interesse og være en succes i undervisningen, fik hun endnu en god idé. Eleverne skulle selv skrive dagbog. De skulle selv fortælle deres version af intolerance og vise hinanden, at de ikke var så forskellige, når alt kom til alt.

»Jeg spurgte dem først, hvor mange der havde oplevet at blive skudt på. Det havde de alle sammen. Så spurgte jeg dem, hvem der havde mistet venner i skudepisoder. Det var et lige så overraskende stort antal. Vi nåede frem til, at de fleste elever havde oplevet de samme grusomheder, og at de i virkeligheden havde flere ting til fælles, end de havde forskelligheder«.

Elevernes dagbøger blev en stor succes, og Erin Gruwell besluttede sig for, at de skulle udgive dem. Det blev til bogen »The Freedom Writers Diary: How a Teacher and 150 Teens Used Writing to Change Themselves and the World Around Them«, og i 1997 startede hun organisationen Freedom Writers Foundation, som skulle inspirere lærere i andre skoledistrikter i USA til at følge Erin Gruwells eksempel.

»Jeg ville lære dem, at lærdom er en befriende styrke, som er vejen mod ligestilling. Eleverne behøver ikke at glemme, hvor de er fra, eller hvem de er, men det er vigtigt for dem at forstå, at der findes en hel verden omkring dem. Det var den, jeg ville introducere dem for«.

En ædel profession

For Erin Gruwell er der ingen tvivl: Der er ingen elever, der ikke kan undervises. Man skal bare gøre det på den rigtige måde. Hendes budskab er universalt: det gælder for alle underbemidlede elever i alle verdenshjørner.

»Man burde få øjnene op for, at undervisning er den bedste vej til ligestilling verden over. Vi har brug for dialog om, hvor betydningsfulde gode undervisere er for børns fremtid, og det behøver ikke nødvendigvis være en person med kridt i hånden«.

Da klassen havde afsluttet projektet om Anne Frank og deres egne dagbøger, inviterede de Miep Gies - den hollandske kvinde, der holdt Anne Frank og hendes familie i skjul i en taglejlighed i Amsterdam - til at gæsteforelæse på Woodrow Wilson High School.

»Det var det afgørende øjeblik for klassen«, understreger Erin Gruwell om den snart 100 år gamle kvindes besøg. »De forstod konsekvenserne af den racisme, som de oplever i hverdagen, og de begyndte endelig at stole på sig selv og hinanden«.

Det er nu 15 år siden, Erin Gruwell startede på Woodrow Wilson High School. Hun er glad for, at hun blev lærer, og påpeger, at det er en ædel profession, som burde værdsættes i højere grad, end det er tilfældet. Det gælder især for lærere, der underviser i skoler, hvor børnene er fra lave sociale lag, og i områder med raceproblemer. Her sætter flere lærere deres liv på spil hver eneste dag.

»I USA er vores skoler ikke ligestillede. Der er stor forskel på rige og fattige skoler. Og der er stadig stor ulighed mellem racerne i vores land. Det er chokerende«, siger Erin Gruwell. »Men den rette undervisning kan gøre en verden til forskel«.

Hilary Swank spiller Erin Gruwell i filmudgaven baseret på bogen »The Freedom Writers«. Hun er på mange måder perfekt til rollen ifølge Erin Gruwell.

»Hun voksede op i en trailerpark i en mindre velfungerende familie og måtte kæmpe sig op fra bunden. Hun forstod mine elevers kamp og havde stor medfølelse for dem«.

Filmen har premiere den 16. maj. Den bliver anmeldt i næste nummer af Folkeskolen.

Freedom Writers Foundation:

Erin Gruwell grundlagde Freedom Writers Foundation i 1997.

www.freedomwritersfoundation.org