Hans Rechendorff

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Onsdag den 18. april modtog vi den meget triste meddelelse, at vores afholdte og respekterede kredsformand, Hans Rechendorff, var sovet ind efter længere tids sygdom. Han havde kæmpet mod en uhelbredelig sygdom, som han og vi håbede, at han ville blive en af de få, der overlevede.

Hans kom i kredsstyrelsen i 1983 og blev kredsformand i 88. Hans trådte tilbage som kredsformand den 1. april!

Hans var meget karismatisk. Man var aldrig i tvivl om hans tilstedeværelse. Det danske sprog foldede sig virkelig ud, når han talte, og han var en mester med sin kuglepen. Hans kunne spidde en sag med et præcist ordvalg. Selv i sin sygdomsperiode skrev han et meget rammende læserbrev om det danske sundhedssystem.

Hans havde humor og var altid god for en historie eller en kommentar. Vi husker ham fra vores ture i foreningsregi og med rejseklub 134. Hans elskede det tyske sprog og den tyske historie og kunne fortælle levende om enhver egn. En bedre ambassadør for Tyskland kan man ikke finde. Hver sommer samlede han og Ulla styrelsen og personale med familie i sommerhuset i Ebeltoft, hvor vi hyggede os og »løste samfundets problemer«.

Hans var loyal og var god til at finde løsninger - både i en forhandling og et kompliceret forhold. De egenskaber gjorde ham respekteret alle steder.

Når medlemmer henvendte sig med et problem, smed Hans det, han var i gang med, og tog sig af det. Som han sagde: »Der findes to slags mennesker: dem, der er medlem af foreningen, og alle andre«. Det var symptomatisk. De mennesker, der stod ham nær, ville han gøre alt for.

Foreningen har mistet en dygtig og kompetent kredsformand, og vi har mistet en god ven og kollega.

Vore tanker og følelser går til hans familie.

Æret være hans minde!

Kredsstyrelsen, Djurs Lærerforening