Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Projekt forældre-stop
En masseudmeldelse af elever fra en klasse på en nordsjællandsk skole fik medierne og dermed adskillige politikere til at finde ud af, at mange lærere føler sig truet af de stedse mere uregerlige forældre.
I en sådan krise gør man klogt i at indhente ekspertvejledning. Følgelig forhørte jeg mig i Tobaksskaderådet for at lære, hvordan man modvirker uhensigtsmæssig adfærd. Derfor kan jeg nu stille følgende grundregler til læsernes disposition:
1) Sæt en fast stop-dato for forældreterroren, for eksempel skoleidrætsdagen.
2) Forbered dig grundigt. Jo mere du har gennemtænkt dit stop-projekt, jo nemmere bliver det at gennemføre.
3) Gør forældreterroren til det vigtigste projekt nogle uger frem. Projektplanlægning er jo noget, du er ekspert i.
4) Hent støtte og råd hos din tillidsmand, din støttelærer eller hos skolebetjenten.
5) Brug eventuelt ørepropper, telefonsvarer eller lignende forældrefiltre.
6) Beløn dig selv for at sige stop - hver dag! - for eksempel med en cigaret eller fem.
7) Husk: Én indrømmelse er nok til, at du igen er på den.
Eksperterne i Tobaksskaderådet forsikrer mig, at gennemførelsen af stop-projektet vil have varig virkning på mindst én ud af hver fem forældre.
Charivari