Lej en lærer

Privat firma vil formidle lærerarbejde

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Dansk PersonalePartner a/s, der er et datterselskab under Dansk Sygepleje Vikarservice a/s, er langt fremme med planerne om et vikarbureau for lærerne på samme måde, som det kendes på sygeplejeområdet.

- Vi mangler kun at få lavet en overenskomst med Danmarks Lærerforening eller Lærernes Centralorganisation. Når den er på plads, er vi klar til at formidle vikarer, siger Karen Tobiasen, Dansk PersonalePartner a/s.

I første omgang satser bureauet på hovedstaden, men kommer det til at fungere, vil bureauet være landsdækkende. Det er så meningen, at det administrativt skal drives sammen med Dansk Sygepleje Vikarservice a/s, der har kontorer i København, Odense, Sønderborg, Århus og Aalborg.

- Vi har lavet en markedsundersøgelse blandt skolelederne i København, og på den baggrund mener vi, at der er behov for et lærervikarbureau. Desuden har vi fået mange henvendelser fra lærere, der gerne vil arbejde som vikarer, siger Karen Tobiasen.

Mere i løn

I første omgang er det tanken, at der skal knyttes cirka 100 lærere til bureauet, og de ansættes efter samtale med lærere, der på nuværende tidspunkt er tilknyttet Dansk PersonalePartner a/s som konsulenter.

Hvis overenskomstforholdene falder på plads, åbner bureauet til august. Derefter kan skoleledere ringe til bureauet, der så løser eventuelle vikarproblemer.

- Skolelederne skal kunne ringe til os, selv om skolen måske mangler tre vikarer. Vi sørger så for at dække vikariaterne uanset deres længde, forklarer Karen Tobiasen.

Bureauet regner med at lønne på samme niveau, som de gør med sygeplejerskerne. Det vil sige cirka 20 procent mere i løn, men der betales intet pensionsbidrag.

- Sygeplejerskerne kan arbejde hele døgnet rundt, og det gør det nemmere at skaffe sygeplejerskervikarer, men mange lærere har allerede vist interesse, siger Karen Tobiasen, som ikke tror, det bliver noget problem at skaffe lærere.

- Vi tilbyder at skaffe skolen akkurat den lærer, skolen mangler. Det bliver kvaliteten i vores service, og derfor tror jeg også, at skolerne gerne betaler mere. Desuden slipper lederne for en masse administration, siger Karen Tobiasen.

De uuddannede

I februar i år modtog 1.382 medlemmer af lærernes arbejdsløshedskasse dagpenge. Omregnet til fuldtidsstillinger svarer det til 761. De tilsvarende tal var for et år siden 1.575 eller 901 fuldtidsledige, så det er ikke ligefrem det store rekrutteringsgrundlag, vikarbureauet har.

Dansk PersonalePartner a/s satser på seminarieuddannede lærere, men andre uddannelser og uuddannede kan også komme i betragtning.

- Der vil blive forskel i prisen, men har en skole en opgave, der ikke nødvendigvis behøves at løses af en seminarieuddannet lærer, så kan de bestille det, siger Karen Tobiasen.

Hun regner med, at mange nyuddannede og førtidspensionerede lærere vil søge stillinger i bureauet, der skal administreres af faguddannet personale.

- Sygeplejersker servicerer sygehusene. På samme måde bliver det lærere, der på bureauet skal hjælpe skolelederne, siger Karen Tobiasen.

De lærere, der arbejder for bureauet, kan fritstilles med dags varsel.

- Derfor har lærerne ikke noget at miste, og blandt sygeplejerskerne har mange fået job efter et vikariat, fordi man har set ansøgeren i aktion. Det samme vil ske på lærerområdet, mener Karen Tobiasen, som forudser, at ordningen vil være med til at øge mobiliteten blandt lærerne.

Skepsis

Jan Trojaborg, der er formand for Københavns Lærerforening, mener, at der skal laves en overenskomst med Dansk PersonalePartner a/s, men han har svært ved at se, hvordan bureauet vil skaffe seminarieuddannede lærere, og det tvivler

Tony Sørensen, formand for Københavns Skolelederforening, også på, selv om han finder ideen god.

- Hvis det kan ske til konkurrencedygtige priser, har bureauet måske en chance. Men vores vikarbudgetter er meget pressede, så med merbetaling og gebyrer oven i timelønnen tror jeg, bureauet får det svært, siger Tony Sørensen.

Han tilføjer, at skolerne vil have seminarieuddannede lærere til vikariaterne.

- Der skal vel også regnes med Ø- og F-tid, og så er det, man kan tvivle på det konkurrencedygtige i priserne, siger Tony Sørensen.

Forudsætningen for det hele er, at der tegnes overenskomst. Dertil siger Stig Andersen, som er formand for Danmarks Læreforenings faglig udvalg:

- Hovedstyrelsen skal tage endelig stilling, men jeg synes, vi skal forhandle med Dansk PersonalePartner a/s. Så vil det vise sig, om vi kan blive enige om en overenskomst.