Forleden ringede TV-avisen og spurgte, om jeg ville kommentere det nye fænomen, pejlebørn!

'Pejlebørn', gentog jeg tøvende, 'det må da netop være noget for jer inde i tv. Er det ikke jer, der har pejlevognene? Hvad er pejlebørn?

Pejlebørn, forklarede han, er børn, der hele tiden skifter opmærksomheden i alle retninger. Så interesserer de sig for dét, så dét, og fåøjeblikke efter igen for noget nyt.

'Nå dem', lyste jeg op. 'Dem kender jeg godt. Det var dem, vi for to år siden kaldte for 'figther-børn', for fire år siden kaldte vi dem 'hyperaktive' for seks år siden 'MBD-børn' og for otte år siden 'fumlere og tumlere'. Jeg kan fortælle dig, hvad de skal hedde til næste år. Da skal de hedde 'Damp-børn'. Vi gør hele tiden fremskridt'.

Vi er ved at glemme, at kvaliteten af den danske opdragelsesproces, er grundlaget for kulturens fortsatte beståen: Hvis der er mindre ild i faklen, når vi giver den videre til vores børn, en der var i den, da vi fik den fra vores forældre, så kan enhver på en billig lommeregner finde ud af, hvornår Danmark er færdig. Det er hverken indvandrerne eller EU, der truer den danske kultur, det er vores egen ulidelige overfladiskhed.

Et barnehoved er som en bog. Halvdelen af siderne har Vorherre skrevet, den anden halvdel lader han stå blanke, for dem skal barnet selv skrive videre på efter fødslen. Skriveredskabet hedder 'læreprocessen'. Ved hjælp af læreprocessen skriver barnet efter fødslen videre på Vorherres genetiske oplæg. Time for time, dag for dag fører barnet sin neurologiske dagbog, der fortæller om, hvad der var at lære netop dér, hvor dette barn levede og voksede op. Og skal man på 6-7 år nå at tilegne sig hele den kultur, som vi har været hundredtusinder af år om at udvikle, skal der turbo på. Derfor er de tidligste år i et menneskes liv også dem, hvor man lærer mest. Derfor må den hverdag, vores helt unge børn befinder sig i, også være den mest oplevelsesrige - ikke?

En almindelig formiddag i daginstitutionen 'Rosenknoppen'. Der kommer to mand fra kommunen. Med gummimålebånd giver de sig til at måle alle rummene i 'Rosenknoppen' op. Børnene stimler sammen. Dette er det mest usædvanlige, der er sket de sidste par uger. Mændene mumler og skriver ned. Der, hvor man troede, der var 5,34, viser der sig nu at være 6,14 m, og hvor der før var 3,17, er der nu 4,57. Mændene ganger ud: 'Rosenknoppen' var større, end man først troede. Det viser sig, at der faktisk er plads til endnu fire børn.

Lad os aldrig glemme, at ordet 'institution' er et andet ord for 'fattigdom', og at begrebet 'pasning' er udtryk for en garderobefilosofi. Man kan opbevare og passe en håndtaske eller en kuffert, men en dag i en håndtaskes liv, er ikke det samme som en dag i et menneskes liv. Måske er vi, uden at vide det, i gang med et eksperiment, der er uden sidestykke i historien: Dér står de, danskerne, forvirrede og fortravlede i hovederne, mens deres børn farer pejlende rundt mellem benene på dem. De kigger af og til bekymret ned på menageriet: Hvordan er det, de børn ter sig? Der må da være noget i vejen med dem. Er det mon en virus?

Steen Larsen er lektor ved Danmarks Lærerhøjskole i København