Danmarks Lærerforening bør gøre efteruddannelse til et overenskomstkrav. Det mener uddannelsesforskeren Henning Salling Olesen, Roskilde UniversitetsCenter, og arbejdsmarkedsforskeren Jørgen Steen Madsen fra Københavns Universitet.

Det må være den logiske strategi i forhold til den brugerbetaling på efteruddannelse, der bliver indført fra årsskiftet som følge af Voksen- og Efteruddannelsesreformen (VEU), mener forskerne.

Kommunerne skal nu til at betale et efteruddannelsesgebyr til læreranstalterne på mellem 20 og 80 procent af kususudgiften.

Hvor stor procenten bliver, afhænger af, hvor meget staten bidrager med i taxametertilskud, og det afgøres hvert år under finanslovsforhandlingerne. Kommunerne får kompenseret merudgiften til gebyrerne over bloktilskuddene, som aftales mellem Finansministeriet og Kommunernes Landsforening hver sommer.

- Men sådanne kompensationskroner over bloktilskuddene har det med at sive væk, siger Jørgen Steen Madsen.

- Kommunerne vil alt andet lige opleve uddannelsesgebyret som en omkostningsstigning og vil derfor forsøge at indskrænke mængden af efteruddannelse så meget som muligt.

- Desuden vil kommunerne forsøge at få mere indflydelse på indholdet af uddannelserne, når de nu selv skal betale dem, tilføjer han.

Til dato har staten betalt undervisningen på Danmarks Lærerhøjskole, og og folkeskolens lærere og lærerforeningen har haft betydelig indflydelse på kursernes indhold gennem formelle og uformelle kontakter til lærerhøjskolen.

Det system er nu under kraftig ændring, og forskerne mener følgeligt, at det er nødvendigt at stille overenskomstmæssige krav, der sikrer lærerne ret og pligt til efteruddannelse.

- Der vil gå et spil i gang om kontrollen over efteruddannelsessystemet. I det spil skal Danmarks Lærerforening være oppe på mærkerne, hvis foreningen vil bevare sin stærke indflydelse på lærernes efter- og videreuddannelse, siger Jørgen Steen Madsen.

- Hvis lærerforeningen fortsat bare siger, at arbejdsgiverne må klare merudgiften, så signalerer foreningen samtidig, at så må kommunerne ogsåbestemme over efteruddannelsen.

- Hvis lærerforeningen derimod siger, at efteruddannelse er en del af lønomkostningen, og dermed yder noget, så kan foreningen også kræve større indflydelse på medlemmernes vegne.

Henning Salling Olesen er enig. Filosofien i VEU-reformen er nemlig, at mens staten overvejende vil betale den brede, almene voksen- og efteruddannelse, så må arbejdsgiverne betale broderparten af den jobspecifikke efteruddannelse af egne medarbejdere.

- Lærernes efteruddannelse er jobspecifik, men kommunerne vil nok være mere tilbøjelige til at sidde tungt på pengekassen end til at tænke på efteruddannelsen af deres lærere, siger Henning Salling Olesen.

- Så hvis lærerforeningen vil sikre deres medlemmer en ensartet efteruddannelse af rimelig kvalitet, er foreningen nødt til at gøre efteruddannelse til et overenskomstkrav.

Den markedsstyring af uddannelserne, som reformen er udtryk for, er ikke klassisk socialdemokratisk politik?

- Nej, men der er en stor gruppe politikere og embedsmænd i Socialdemokratiet, som er uddannede økonomer. De har den grundlæggende forståelse af verden, at alt lader sig styre af økonomiske incitamenter, for det har de lært på universitetet.

- De har nu fået igennem, at markedsmodellen også giver et mere effektivt og fleksibelt voksen- og efteruddannelsessystem, selv om andre socialdemokrater er uenige med dem.

Henning Salling Olesen har sine tvivl om det hensigtsmæssige i at bruge den markedsorienterede styringsmetode på efterudannelsesområdet.

Han mener, at Finansministeriets embedsmænd, der er de egentlige bagmænd bag reformen, har bevæget sig ind i et felt, de ikke har seriøs indsigt i.

- Det er ikke Undervisningsministeriet og Arbejdsministeriet, der har lavet den nye markedsøkonomiske styringsstruktur. De har været med, men det er Finansministeriet, der svinger taktstokken, siger Henning Salling Olesen.

- Magten er rykket fra fagministerierne op i Finansministeriet. Det har medført, at det ellers velstrukturerede samarbejde mellem fagministerierne og brancheorganisationer og fagforeninger, som har forstand på tingene, bliver hægtet af.

- Dermed går fagkundskaben fløjten, og så kommer man let til at lave noget, der virker stik imod hensigten, men som ifølge regeringen er et mere effektivt og fleksibelt voksen- og efteruddannelsessytem til en billigere penge.

Hvilke virkninger får reformen for lærerne?

- Inden for de områder, hvor der er velfungerende, branchebaserede efteruddannelser, vil aktiviteten sandsynligvis falde. Det gælder for eksempel for lærerne.

- Det er især de brede kurser, der bliver ramt, mens de kurser, der på kort sigt forekommer specifikt anvendelige, eksempelvis edb, bliver reddet af arbejdsgiverne.

Hvorfor ikke bare sige - opkvalificering af arbejdskraften, det er arbejdsgivernes problem?

- Den går ikke længere inden for FTF-området. (Fællesrådet for Tjenestemænd og Overenskomstansatte, som DLF er med i. Redaktionen.) Ikke nu hvor staten trækker sig ud af finansieringen af efteruddannelsen. Ingen faglig organisation ønsker, at dens medlemmer kun får de efteruddannelsesmuligheder, som arbejdsgiveren mener, der er brug for.

- Fagforeningen er nødt til at sikre medlemmerne en efteruddannelse, der kan bruges på mere end én arbejdsplads. Den skal være langsigtet og sikre medlemmerne mulighed for personlig udvikling. Den slags kan man ikke forvente, at den enkelte arbejdsgiver uden videre vil betale for.

- Det var kun dengang, da staten meget bekvemt betalte regningen, og man ikke var i lommen på den enkelte kommunale arbejdsgiver, at lærerforeningen kunne tillade sig at have standpunktet: Efteruddannelse - det overlader vi til arbejdsgiveren.

- Tendensen har været der længe, men med den nye reform spidser den til og bliver meget håndfast. Den enkelte kommune og den enkelte skoleleder kan bestemme, om lærer Jensen skal på det ene kursus eller det andet kursus eller slet ikke.

Hvis efteruddannelse ikke bliver en 'ret og en pligt', så ender det i en gang 'individuel sjakren', der stiller lærer Petersen i Odense anderledes end lærer Hansen i Ramsø, mener Henning Salling Olesen.

Lærerforeningen bør mobilisere ressourcer, der på struktureret vis definerer efteruddannelsens indhold og omfang, siger han. Ligeledes bør tillidsrepræsentanterne uddannes til at tage sig af efteruddannelsesspørgsmålet.

- Det bliver ikke nemt. Det er meget nemmere at diskutere arbejdsfordeling og arbejdstid med kollegerne end at snakke om, hvad tillidsrepræsentanten synes, kollegaen har brug for af efteruddannelse. Det er mere sensibelt og kræver grundig uddannelse af tillidsrepræsentanterne, siger Henning Salling Olesen.

Jørgen Steen Madsen mener også, at lærerforeningen med de ændrede vilkår er nødt til at tage skeen i den anden hånd, hvad angår efteruddannelse. Ellers mister lærerne et af sine vigtigste magtmidler, hævder han.

- Lærerne er i en vis udstrækning en professionsgruppe, og som sådan er det vigtigt for dem at bevare kontrollen over deres egen uddannelse, både på grund-, efter- og videreuddannelsesniveau, siger Jørgen Steen Madsen.

- Lærerforeningen har altid, gennem formelle og uformelle kontakter, haft en solid indflydelse på Danmarks Lærerhøjskole. Men nu vil kommunerne søge mere indflydelse på efteruddannelsen, så de har styr på, hvad pengene går til.

- Derfor må lærerforeningen ændre taktik og forsvare indflydelsen under de ændrede vilkår gennem en overenskomstsikret ret og pligt til efteruddannelse. En professionsgruppe, der mister kontrollen over egen uddannelse, mister et af sine væsentligste magtmidler.

Kommer det ikke til at gå ud over lønnen?

- Det kan man jo kun diskutere hypotetisk, men det er nok nemmere at få midler til efteruddannelse end til lønstigninger.

- Desuden siver købekraften i de generelle lønstigninger som regel væk i ingenting, mens efteruddannelse er et varigt gode. Der er mere perspektiv i dét, siger Jørgen Steen Madsen.