Danmark har fået en ny undervisningsminister, og det giver håb for en anden kurs end den, som Christine Antorini har stået for i sine fire år som minister. Her tænker jeg primært på den forfejlede inklusionsstrategi, der i virkeligheden var en slet skjult spareøvelse, som har kostet samfundet dyrt.

Sygefraværet blandt lærerne er eksploderet som følge af blandt andet inklusionsopgaven. Og forældre må blive hjemme fra arbejde for at tage sig af deres børn, der ikke magter at sidde i en almindelig folkeskoleklasse. Det er ikke alene et stort resursespild, men har også store menneskelige omkostninger.

I sidste ende er det naturligvis de tvangsinkluderede børn, der har betalt den højeste pris som kastebold i et politisk spil, hvor de lærere, der har skullet gribe dem, ikke har været rustet til opgaven.

Antorini har målt sin succes med en lommeregner og har vendt det døve øre til, når forældre og fagfolk med fokus på barnets tarv satte alarmklokker i gang, fordi børn med forskellige diagnoser og særlige behov ikke hører til i folkeskolen.

At en minister vil spare penge, er ikke overraskende. Men jeg er gang på gang blevet overrasket over Antorinis generaliserende syn på børn og manglende forståelse af vigtigheden af de forskellige behandlings- og specialundervisningstilbud, som for mange børn er en nødvendighed og ikke en luksus.

Jeg ser det derfor som positivt, at Ellen Trane Nørby som ny minister allerede har lovet en evaluering af inklusionen på skolerne. Samtidig mener hun, at der er blevet inkluderet for mange børn for hurtigt. Og det er nok det mest fornuftige, der er kommet ud af Undervisningsministeriet i en årrække.