Fagbladet Folkeskolens nye undersøgelse om inklusion i folkeskolen (Folkeskolen nummer 10) er ikke opmuntrende læsning. Den viser blandt andet, at lærerne ikke mener, at de er uddannet godt nok til opgaven. Samtidig vurderer lærerne, at eleverne får et fagligt dårligere udbytte af undervisningen.

De fleste kan vist sætte sig ind i lærernes frustrationer; en velfungerende klasse, som ikke er i stand til at rumme en ny elev med ADHD. Så bliver eleven med ADHD hurtigt problembarnet, og læreren står tilbage med en følelse af afmagt. Men sådan behøver det ikke at være. Vi skal tage lærernes erfaringer alvorligt og bruge dem positivt, men ikke bruge dem som argument for ikke at inkludere flere elever i folkeskolen. Rigtigt gennemført er inklusion den bedste løsning for alle.

Derfor skal vi lytte til lærernes udsagn og bruge dem som afsæt for en konstruktiv dialog og grundige overvejelser om, hvordan vi kan løse inklusionsopgaven bedst muligt. En afgørende forudsætning er, at inklusionsopgaven ikke er en opgave for den enkelte lærer alene. Det er en opgave for hele skolen - og for de kommuner, der har ansvaret for den.

For at give en mere inkluderende skole gode vækstbetingelser kræver det grundig planlægning, løbende justering og en tydelig struktur og ansvarsfordeling, så lærerne for eksempel ved, hvor de kan hente hjælp og viden, når de har brug for det.

Det kan lade sig gøre at indrette skolen til en større mangfoldighed, men det kræver et vedholdende arbejde for at skabe de rigtig rammer. Derfor må vi ikke tabe visionen af syne. Inklusion handler om at indrette skolen til en større mangfoldighed, så den understøtter udviklingen for alle elever, uanset hvilke forudsætninger de har med sig.