Tovshøjskolen var ved at udvikle sig til en specialinstitution, så det var nødvendigt at sætte en ny kurs, mener børne- og ungechefen i Århus.
Ulrik Samsøe Figen
Nødvendigt med et fælles grundlag
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det er rigtigt set af skolelederen, at Tovshøjskolen har brug for et nyt pædagogisk grundlag, mener børne- og ungechef Ole Kiil Jacobsen fra Århus Kommune.
»Skolen var ved at udvikle sig til en specialinstitution, fordi udfordringerne ligger på det specielle. Samtidig er den fusioneret med Nordgårdskolen, og det har gjort billedet mere broget. Så tiden var inde til at slå en streg i sandet og revidere det pædagogiske grundlag«, siger han.
Forvaltningen bakker op og har garanteret lærerne job på andre skoler, hvis de ikke vil være med til den ændrede kurs. Det tilbud har seks lærere og en børnehaveklasseleder benyttet sig af.
»Om det er mange eller få, har jeg ingen holdning til. Det afgørende er, at lærerne mener det oprigtigt, hvis de tilslutter sig grundlaget. Nu kan de ikke bagefter sige, at de ikke mente det, for de havde et legalt alternativ«, siger Ole Kiil Jacobsen.
Anette Fevre er en af de syv, der forlader Tovshøjskolen til sommer, men det skyldes ikke, at hun er uenig i den nye vision.
»Grundlaget var en anledning for mig til at evaluere mit arbejdsliv. Jeg har været lærer i fire år og vil prøve at arbejde på en skole med flere danske elever. Så forflyttelsen er bare et tilbud, jeg har gjort brug af«, siger hun.
Henrik Stanek