Tirsdag den 20. april blev næstformanden i Københavns Lærerforening ringet op af en journalist, som ville have hans kommentar til, at de københavnske lærere gennemsnitligt er fraværende 4,46 lektioner om ugen. Det er jo temmelig mange timer, sagde journalisten. Det mente næstformanden også.

I løbet af samtalen kom det så frem, at tallet stammer fra kommunens kvalitetsrapport. Den kendte næstformanden godt. Han kunne fortælle journalisten, at de gennemsnitligt 4,46 lektioner omfatter alle de timer, hvor eleverne ikke har deres almindelige lærer. Det vil sige, at barselsorlov, efteruddannelse og andet fravær tæller med. Tallet betyder derfor ikke, at eleverne ikke får en kvalificeret undervisning i de timer, forklarede han. Af samme rapport fremgår det nemlig, at timerne er dækket af vikarer eller andre lærere. Kun i to procent af tiden bliver de aflyst.

Søndagen efter samtalen udkom Berlingske Tidende med en af de første artikler i serien »Skolen på 2. klasse«. Her så næstformanden til sin overraskelse, at københavnske skoleelever har en firedagesuge!

Senere kom andre artikler til. Og ret skal være ret. Nogle af historierne om aflyste timer og vikarer er utvivlsomt korrekte. Mange steder har man måttet bruge den beskårne vikarkonto i de små klasser og sende de ældste elever hjem, hvis læreren melder sig syg.

Men disse relevante punkter drukner i en mediemalstrøm, hvor fakta bliver overskyllet af så mange holdninger og forudfattede meninger, at pointerne er meget svære at få øje på.

Noget er lige så dårligt underbygget som i den nævnte artikel. Andet er mere solidt. Overskrifterne taler om taberskoler, dårlige resultater, for få timer, en professor, som kritiserer læreruddannelsen, 12.000 elever, som skal tage skolen om, og så videre og så videre. Artiklen fra Berlingske Tidende er for længst blevet til en sandhed om, at danske elever kun går i skole i fire dage hver uge.

Skolen er blevet en slagmark for velmente råd og politisk profilering. Alle ved, hvordan problemerne skal løses. Men de selvbestaltede hjælpere glemmer den første læresætning i al hjælpsomhed: At lytte og finde frem til sygdommen - eller sygdommene - før kuren bliver presset ned over den sagesløse patient.

Det er umuligt at finde en eventuel kerne af noget, som kan og bør ændres, i mediernes lemminge-løb.

Da alle råber, og ingen lytter, er den enkelte lærer meget af tiden henvist til at lukke ørerne for at kunne passe sit arbejde og fortsat møde engageret op til sit job og gøre eleverne livsduelige og lære dem at læse og regne.

Faren er, at ører og øjne bliver lukket så tæt til, at det hele lukkes ude.

I mellemtiden må lærerne forsøge at glæde sig over, at mange andre faggrupper vil misunde dem at arbejde på et felt, som resten af samfundet er så levende engageret i.

Hanne Birgitte Jørgensen, ansv. chefredaktør, hjo@dlf.org