Hør nu godt efter, kære læser, for det her bliver indviklet. For når man skal beskrive mormor, mor og datters liv og lærergerning, kan det ikke gøres helt simpelt. Slet ikke, når de alle tre i forskellige perioder har undervist og selv gået på Godthåbsgades Skole i Nørresundby.

I 1954 havde Jytte Thestrup sin første vikartime ved Aalborg Skolevæsen. Lønnen var seks kroner og 85 øre i timen, og det gav på bundlinjen langt mere end de 100 kroner, der var månedslønnen for en kontoransat. Efterhånden fik hun årsvikariater, men det var vemodigt hver sommer at skulle afgive sin klasse, så hun slog til, da hun fik et vink med en vognstang fra sin skoleleder om at tage læreruddannelsen, så hun kunne blive fastansat. Det skete på Aalborg Seminarium, der netop var blevet oprettet.

Færdig i 1964 og ansat på Godthåbsgades Skole, som gennem mange år blev omdrejningspunkt for familiens liv. For da Jytte Thestrup på et tidspunkt blev syg, havde man svært ved at skaffe vikar til hendes timer i fransk og latin. Men hendes datter, Ann Thestrup, 17 år og gymnasieelev, kunne nogle timer hver uge vende tilbage til sin gamle skole og undervise. Lønnen var 34 kroner i timen, dobbelt så meget som hendes jævnaldrende tjente på grillbaren. Vikariatet gik fint, men stakkene med stilehefter på familiens spisebord var en effektiv kur imod enhver tanke om at følge i moderens fodspor. Så efter gymnasiet tog hun til Libanon, blev gift, drev forretning sammen med sin mand og fødte Lilian Nammour Thestrup på sin 20-års-fødselsdag.

Blev lærer på rekordtid

Under en juleferie hjemme i Nørresundby udbrød der borgerkrig i Libanon, så det var umuligt for Ann Thestrup at vende tilbage. Noget skulle der gøres for at klare dagen og vejen, og løsningen hed vikartimer. På Godthåbsgades Skole, mors anbefaling. Efter nogle år tænkte hun, at det da var åndssvagt ikke at tage uddannelsen, så hun kunne få noget mere i løn. Det gjorde hun så på rekordtid og blev færdiguddannet i 1980, netop som hendes datter skulle begynde at gå i skole. På Godthåbsgades Skole, naturligvis. Men så trak rødstensbygningerne rundt om hjørnet heller ikke vildere, så Ann søgte job på Aalborgskolen, der er en specialskole for døve og døvblinde. Her var hun lærer og tale- og hørepædagog i 28 år, indtil hun fik fuldtidsjob som assistent for sin nuværende mand, der er præsident for verdens døvblindeorganisation.

Savnede dybde i jobbet

Lærer - det skulle hendes datter Lilian Thestrup i hvert fald aldrig være. Hun arbejdede hos Sonofon i 11 år, hvor hun underviste unge voksne i kundeservice, salg, supervision og den slags. Flyttede med sin mand ind i nærheden af resten af familien, fik tre børn undervejs og begyndte efterhånden at savne et arbejde med lidt mere dybde. Men hvad skulle det så være? Gæt selv!

Som studerende på første årgang på læreruddannelsen begrænser Lilians erfaringer med sit kommende job sig til den uges praktik, der ligger kort efter studiestarten, og en fireugers praktikperiode i januar. Det var anderledes, end hun havde forestillet sig, for børnene i den 4. klasse, hun mødte, var kompetente på en helt anden måde end i hendes egen skoletid. Måden, man vippede på stolen på, eller hvordan man satte tyggegummi fast under skolebordet, havde ikke ændret sig, og undervisningsformerne heller ikke. Men den frie tone og diskussionslysten blandt eleverne var anderledes end den, hun husker.

Lidt af et kulturchok

Anns lærerliv ændrede sig en del i løbet af de 28 år på Aalborgskolen, ikke mindst fordi teknologien nu i høj grad kan afhjælpe medfødte hørehandicap. I dag har skolens elever typisk mere sammensatte diagnoser, hvor manglende eller nedsat syn og hørelse indgår.

Jytte Thestrup nåede naturligvis i sit lange lærerliv at opleve mange forandringer. Men nogle forhold viste sig at være overraskende stabile: Da Godthåbsgades Skole blev nedlagt i 1987, flyttede hun med sin klasse over til Skansevejens Skole, hvor hun selv havde gået som barn. »Det var altså lidt af et kulturchok!« siger hun. For lokalerne lignede sig selv, og hun genfandt mange bøger på hylderne, som hun kunne huske, fra dengang hun selv gik der.

Styr på moderne it

Også i den almindelige skole er den teknologiske udvikling gået stærkt. Jytte Thestrup tænker med taknemmelighed tilbage på den stinkende spritduplikator, der satte hende i stand til at kopiere så mange ekstramaterialer, at hun kunne undervisningsdifferentiere i sine klasser med op til 32 elever, længe før den slags var almindeligt. Før hun gik på pension i 1997, blev hun fortrolig med computere, som hun brugte i den sidste 10. klasse, hun havde. For »man skal lære, så længe man har elever«.

De dårlige sider

Er der da slet ingen mørke sider af lærerlivet? Jo, Jytte Thestrup tænker ikke med synderlig glæde på en 10. klasse af sammenbragte elever med udprægede narkoproblemer, som hun havde i et enkelt år. Hendes datter savner bestemt ikke skiftende regeringers forskellige krav, ørkesløse møder og de konflikter på arbejdspladsen, hun som tillidsrepræsentant syntes var svære at håndtere. Og selv om Lilians lærererfaringer endnu er begrænsede, har hun sit eget skrækscenarium: At gå hjem fra skole og frygte, at hun har overset en elev, der har problemer. »Den situation er jeg allerede nu meget bevidst om vil komme, så jeg må lære at finde en måde at håndtere det på«.

Den tætte tilknytning til Godthåbsgades Skole har familien håndteret uden de helt store problemer. Som elev på skolen havde Ann kun sin mor i latin, som Jytte var ene om at beherske blandt skolens lærere. Men som forælder syntes hun, det var problematisk at være kritisk over for dårlige lærere på sin mors skole, og da skoleledelsen slet ikke kunne håndtere det, da Lilian i 6. klasse blev mobbet på grund af sit mellemøstlige udseende, valgte hun at flytte sin datter til på friskole. Selv husker Lilian Thestrup ikke nogle synderlige problemer i den forbindelse, ud over mobningen selvfølgelig. Selv om hun syntes, det var underligt, da en af hendes lærere følte anledning til at skælde hende ud, engang hun kom til at vinke til sin mormor.

Nærvær er afgørende

Alle i lærerdynastiet har den grundholdning, at nærvær over for eleverne er den væsentligste egenskab, man kan forvente af en lærer. Lilian Thestrup prøver at indsparke, at man også skal kunne lide opgaven, men hendes mormor nægter at give køb på kravet om, at man først og fremmest skal kunne lide børn. Selv har hun i alle de år, hun boede midt i skoledistriktet, taget sig af alle de problemer, hendes elever eller deres forældre kom til hende med.

Når man møder tre generationer, hvor alle bor så tæt på hinanden og følger i hinandens fodspor, er ordet »hjemmefødning« svært at undgå. Men sådan er det ikke, bedyrer de alle tre. Jytte Thestrup lod sig pensionere sammen med sin mand for at få mulighed for at rejse mere, Ann er på rejse verden rundt som sin mands assistent omtrent halvdelen af året, og Lilian er født i Libanon, hvor hun boede de første to år af sit liv. Så nej, Nørresundby er ikke hele verden, men en base. Det sted, man kommer hjem til.

Valget af erhverv er for de tre generationer faldet ret sent i livet, men det er ikke sikkert, at den del af familietraditionen fortsætter: Lilians ældste datter, Cathrine, så i sine første år tjansen med at sidde i billethullet ude i Zoologisk Have som sit drømmejob. Men efter trekvart år i 1. klasse har hun ændret mening. Nu vil hun være lærer!