Biskop Balle var - som den nyligt tiltrådte professor i skolehistorie Ning de Coninck-Smith har gjort opmærksom på - datidens svar på Jørgen Søndergaard, der med statsministeriel autorisation i dette forår leder et rejsehold, der turnerer rundt og besøger skoler. Ligesom Balle visiterede skoler og ungdom som medlem af den kommission, der forberedte skoleloven af 1814, også kaldet folkeskolens grundlov. Nu vil Søndergaard formentlig have frabedt sig enhver sammenligning med en gejstlig starut som Balle, men to ligheder mellem de farende autoriteter gør det alligevel værd at drille en smule. For det første var Balle nærmest rationalist målt med datidens alen, ligesom Søndergaard, der er økonom om en hals og dermed stærkt optaget af, hvad der beviseligt virker, og hvad der ikke virker; ikke mindst når talen falder på undervisning eller produktion af svin, som han åbenbarer i Berlingske den 9. maj.

For det andet repræsenterer Sønder­gaard vor tids sandhedsregime, ligesom Balle gjorde det. Vise mænd på hver deres tid. På Balles tid havde kristendommen sit tag i sjælene og den politiske forordning af riget gennem ikke mindst opdragelsen. I vor tid er det økonomien, der udgør referencen for enhver politisk handling. Således også på skoleområdet. Det kan få mange lærere og ikke mindst hovedstyrelsesmedlemmer i DLF til at slå korsets tegn for sig. Paroler som »Træd varsomt, her gror mennesker« er ikke just digtet i Finansministeriet eller Det Økonomiske Råd. Det er der både gode og dårlige grunde til. Lad os begynde med nogle af de dårlige.

En af de dårlige grunde til, at vi ikke kan lide økonomisk inspirerede tankegange i skolen, er, at vi frygter, at det sætter det menneskelige samvær og varme over styr. Det er en dårlig grund, fordi skolen ikke primært skal forsvares eller udvikles som platform for samvær og varme. En anden dårlig grund er, at skolens tidligere toneangivende diskurs udfordres fra eksterne instanser. En af de gode grunde til at være skeptisk over for overdreven økonomitænkning i skolen er, at økonomien er en stærkt reduktiv videnskab, der får sin styrke i at lave stærke forenklinger af menneskelig handling og samspil. Og pædagogik og undervisning er sjældent enkelt (det siger Søndergaard nu heller ikke). Derfor er ideen om, at lærerne bare skal vide, hvad der virker og ikke virker, ganske naiv. En anden grund til at være skeptisk er, at økonomien ofte nærer overdrevent stor tiltro til egne forudsigelser, endskønt økonomiske prognoser altid slår fejl.

Det efterlader to refleksioner. For det første skal læreruddannelsen baseres på forskning; ikke fordi lærerne hermed kan galvaniseres i de eviggyldigt rigtige metoder, men fordi de dermed bedre kan fundere og formidle deres valg og undervisning. For det andet skal skolen ikke alene styres af prognoser eller ranglister, men også af idealer og formål; ellers løber vi efter målsætninger uden at vide hvorfor.

Balle fik vistnok temmelig stor indflydelse på skolens grundlov fra 1814. Mon Søndergaard giver anledning til en ny skolegrundlov?