Regnen siler ned. Blæsten slår nådesløst i ansigtet. Foran Udenrigsministeriet i København står en lille skare mørke mennesker trykket op mod muren. De fleste har plakater i hænderne med billeder af blodige mødre og børn.

»Min bror døde for femten dage siden. Hvorfor gør ingen noget?« spørger en kvinde.

Midt i det hele rager Maheswaran Ponnampalam - til daglig bare Mahes - op. Han er højere end de fleste tamiler. Han er ulasteligt klædt i skjorte, habitjakke og lang frakke. Og han taler i telefon det meste af tiden.

Flygtet til Danmark

41-årige Mahes kom til Danmark som 17-årig. Han havde hængt plakater op for oprørsgruppen De tamilske tigre i den nordlige del af Sri Lanka. Sri Lankas regering udsendte en efterlysning på ham. Selv om han gerne ville, var De tamilske tigre ikke parate til at tage ham ind i organisationen. Så hans familie så ingen anden udvej end at betale en agent for at få ham ud af landet.

Sådan endte han i asylcentret Kongelunden i København. Og senere blev han sendt til Holstebro. Her bor han den dag i dag med sin kone fra Sri Lanka, sin mor og to døtre. Indimellem har han også sin ældre søn, som han har fået med en dansk kvinde. Egentlig ville han være politimand. Men han endte med at uddanne sig til socialpædagog og arbejder i dag i Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) i Herning. Han er også formand for tamilerne i Danmark. Og derfor er det ham, der i København langt fra familien styrer de nonstop-demonstrationer, som tamilerne har iværksat for at få den danske regering til at presse Sri Lankas regering til at stoppe kampene mod De tamilske tigre.

Skolen frem for alt

Få dage senere er han igen hjemme i Jylland. Hans kone lukker op. Selv om hun har været ti år i Danmark, taler hun ikke så meget dansk, undskylder hun. Det gør døtrene Nisha og Nilagshana på otte og ni år til gengæld. De snakker hele tiden. Om deres skole, svømning og tamilskundervisning. Om deres bedste venner, om lektier, om Harry Potter, og om at deres far er meget i København, og at han taler meget i telefon og sidder ved computeren, når han er hjemme. Men at han er en god far.

»Det er skrækkeligt, at jeg er så lidt sammen med mine børn. Det er nu, de skal huske. Men samtidig er det nu, der er brug for mig hjemme i mit hjemland. Børnene må lære, at far gør noget godt for andre«, siger Mahes.

Han kommer ind ad døren. Lægger sine tre mobiltelefoner på stuebordet og den store taske på gulvet. Han hilser på sin kone, som er på vej på arbejde på en sen vagt på MacDonald's.

»Har I læst lektier?« lyder det første spørgsmål.

Tv'et må slukkes, og alle skal ind på pigernes værelse og se nærmere på matematikopgaverne, som den ældste datter ikke helt kan finde ud af.

»Så må vi se, om jeg kan«, siger Mahes.

»Det er alfa og omega, at de får deres lektier færdige. Hvis de ikke gør det nu, så bliver det svært, når de kommer i 7. og 8. klasse, og eksamen kommer. Det er vigtigt, at vi får trænet dem til at være skoleminded som små. Skoleuddannelsen er det vigtigste. Når man har den, kan man nyde resten af livet«.

Han får hjulpet datteren gennem opgaverne og lytter opmærksomt på den yngste datters mange ord om de opgaver, hun har fået af læreren. Så ringer telefonen igen, og pigerne skal skifte tøj og af sted til tamilsk musikundervisning.

Nervøs for skolediskrimination

Mahes er glad for den danske skole, men han var lidt nervøs, da hans børn skulle begynde i skole.

»Jeg var bange for, at de skulle opleve diskrimination. Jeg var en smule nervøs for at møde den lærer, der skulle have mine børn. Hvordan ville den person være over for mig og mine børn. Man kan godt have en fornemmelse af, at lærerne ikke kræver så meget af tosprogede børn, som de gør af danske. Sådan er det ikke nu. De har været meget åbne, og sådan håber jeg, det bliver ved med at være«.

Han roder i tasken og finder papirerne frem til aftenens skolebestyrelsesmøde. Han er blevet skolebestyrelsesmedlem, fordi hans datters lærer anbefalede ham. Da han blev ringet op, sagde han uden tøven ja.

»Jeg vil have indflydelse på mine børns hverdag. Skolen er et af de vigtigste steder, for de er faktisk længere på skolen, end de er sammen med mig. Ved at være med i skolebestyrelsen er jeg også et forbillede for mine børn. Jeg vil vise mine børn, at jeg er samfundsengageret«.

Indflydelse gennem skolebestyrelsen

Han haster ind på sit lille kontor i hjemmet og finder referater fra de forrige skolebestyrelsesmøder. Nynnende går han ud i bilen og kører mod Sct. Jørgens Skole i Holstebro.

Han banker på døren til mødelokalet.

»Undskyld, jeg er forsinket«, siger han og trykker hånd med alle. Elevrepræsentanter, forældre, lærere og skoleleder er ved at fordele smørrebrød rundt om det store bord.

På skolen er 25 procent af eleverne børn af forældre med en anden etnisk baggrund end dansk.

Til skolebestyrelsesmødet er Mahes den eneste forælder med mørklødet hud.

Et af punkterne på dagsordenen er, at skolen netop har fået bevilliget penge til en skole-hjem-vejleder, der skal hjælpe med til at få samarbejdet med de nydanske forældre til at glide bedre.

Skoleleder Anette Westy viser glad papirerne fra Integrationsministeriet frem.

»Se, sekretæren har sat flag på. Vi er rigtig glade for, at vi har fået bevilliget pengene til sådan en brobygger«, siger hun, da hun indleder punktet.

Mahes lytter til diskussionen om, hvilken person man skal ansætte.

»Det kunne være meget godt, hvis det er en, der ikke kender skolen. Så kunne vedkommende bedre se, om der er noget, vi kan gøre anderledes«, siger han.

En lærer mener, at det er bedst, hvis det er en lærer eller pædagog, for stillingen er kun på 15 timer, og derfor er det vigtigt, at vedkommende kan få suppleret timerne op med andet arbejde på skolen.

Mahes nikker anerkendende. Han er glad for at være med til møderne i skolebestyrelsen. Han føler, han har stor indflydelse.

»Jeg har været med til at ansætte skoleledere og viceinspektøren. Der synes jeg, jeg havde meget at skulle have sagt«, siger han.

»Jeg synes, at forældre med en anden etnisk baggrund ikke er synlige i det offentlige rum. Medierne viser kun, når der er negative ting. Jeg tror, det er meget vigtigt, at jeg står frem og viser interesse for det samfund, vi lever i«.