Stafetten går videre

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Danmarks Lærerforening og Enghøjskolen i Hvidovre modtog for et år siden hver en symbolsk stafet fra Nævnet for Etnisk Ligestilling, der forpligter de modtagende organisationer og institutioner til at gøre en særlig indsats på området.

På en konference for nylig fremlagde man resultaterne af arbejdet, der for DLF's vedkommende blandt andet har bestået i et oplæg til politik på området, der lægges frem til vedtagelse på kongressen i efteråret. Oplægget med titlen 'Fællesskabets skole i et multietnisk samfund' fulgte med Folkeskolen nummer 49/2001 og kan desuden læses på foreningens hjemmeside www.dlf.org

Enghøjskolen har indarbejdet den flerkulturelle dimension i klassernes årsplaner, undervist praktikanter i emnet samt gjort det til genstand for samarbejde med lokalområdets daginstitutioner.

Trods nævnets usikre fremtid fortsætter stafetinitiativet i det kommende år blandt andet med forældreorganisationen Skole og Samfund som bærer.