Køreplan for arbejdstiden

En treårig overenskomst betyder, at lærerne ikke kan strejke, når arbejdstidsaftalen udløber i 2004

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I mæglingsforslaget er den nye overenskomst sat til at løbe til 2005. Derfor får lærerne og børnehaveklasselederne ikke mulighed for at strejke, når deres arbejdstidsaftale udløber 2004.

Enten bliver Danmarks Lærerforening og kommunerne enige om en ny aftale, der i så fald skal træde i kraft august 2004, eller også vil den nuværende arbejdstidsaftale løbe videre til de næste overenskomstforhandlinger og strejkeretten i 2005.

Det er resultatet af en aftale, som Lærernes Centralorganisation og Kommunernes Landsforening har indgået under forhandlingerne.

Selv om ændringer inden for lærernes arbejdstid ikke bør koste noget, er der sat penge af til forhandlingerne i 2004. I første omgang er der afsat 23-24 millioner kroner som en engangsbetaling til gruppelivsforsikringsordningen. Næste år kan den pulje penge bruges til udgiftskrævende ændringer af arbejdstidsaftalen. Hvis det viser sig ikke at blive nødvendigt, vil pengene gå til en forhøjelse af undervisningstillægget - som så vil blive forhøjet med cirka en krone per lærer.