KL vil rette op på Ny Løn
Nyt informationsmateriale skal gøre kommunerne bedre til at håndtere lokale lønforhandlinger
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Nogle kommuner sløser med de lokale lønforhandlinger.
Det vil Kommunernes Landsforening nu gøre noget ved.
'Vi er ikke i tvivl om, at der er nogle kommuner, hvor det ikke fungerer særlig godt, men vi vil medvirke til, at det kommer til at fungere. Vi er i gang med en række informationsaktiviteter, som skal gå direkte ud til kommunerne. De handler om, hvordan man bedst håndterer Ny Løn', siger Ole Andersen.
Lærerne har stået i front, når det gjaldt om at uddele skideballer til de kommuner, der ikke lever op til forpligtelserne i aftalen om Ny Løn. Og netop den problematik har også været en stor del af grunden til, at DLF's hovedstyrelse enstemmigt valgte at stemme nej til mæglingsforslaget til en ny overenskomst.
'Jeg er forbavset. Men jeg håber, at Lærerforeningens medlemmer ved nærmere eftertanke synes, at mæglingsforslaget er det resultat, der kan opnås', siger Ole Andersen.
Han forstår ikke lærernes modstand mod at sætte penge af til lokale lønforhandlinger. Han fremhæver, at selv om forhandlingerne ikke forløber lige godt i alle kommuner, bliver der på landsplan udmøntet det beløb, der er aftalt.
'Det er vores opfattelse, at lærerne er en af de grupper, som har fået mest ud af overgangen til Ny Løn. Alene af den grund burde man forvente et mere positivt syn på Ny Løn', siger Ole Andersen.
Han lægger vægt på, at der var lokale lønforhandlinger, længe før Ny Løn-systemet blev indført.
'En overgang brugte vi udtrykket kommunepuljer, som kommunerne selv kunne administrere. Og jeg kan erindre, at vi, før det her system blev indført, havde årlige drøftelser med lokale lærerforeninger om løntillæg for at løse specielle opgaver', siger han.
Han mener, at arbejdsgiverne vil glæde sig over de dele af mæglingsforslaget, som gør kommunerne til attraktive arbejdspladser.
'De generelle lønstigninger er vigtige. Og Ny Løn er vidt udbredt på det private arbejdsmarked. Det er noget, man lægger stor vægt på blandt andet som led i rekrutteringen. Og den kommer til at betyde meget for kommunerne de kommende år', siger Ole Andersen