Pædagogiske forskere taler og skriver meget om værdier i disse år. Det samme er derefter politikerne begyndt på. Der er kun grund til at være tilfreds med denne udvikling, men det skal huskes, at forskerne endnu ikke er nået længere end til at analysere og forstå værdiers betydning for menneskers erkendelse, handlinger og oplevelse af omverdenen, og at politikerne endnu kun taler om værdier.

Hvis forståelse for, hvad værdier betyder, og hvorledes de styrer vores tilværelse, skal have betydning i forbindelse med børns personlighedsdannelse, er det ikke tilstrækkeligt at forstå og at analysere sine egne eller andres værdier. Og hvis der skal være grundlag for at tale om helstøbte og moralske personligheder, der ikke kun har sans for sig selv, men som også har sans for andre mennesker, er det derimod afgørende, at værdierne indarbejdes i personligheden, og at man handler i overensstemmelse med dem. Det er nødvendigt at kunne foretage en adskillelse mellem, hvad man kunne ønske at gøre, for eksempel at stjæle i en forretning, og hvad man bør gøre, vise respekt for andres ejendom. Det er således vigtigt at have kendskab til sine værdier, men det er ikke tilstrækkeligt. Man skal også være i stand til at foretage en vurdering af sine værdier i relation til en bestemt standard, hvor målestokken handler om, hvad der kvalificerer det gode liv.

For at markere denne skelnen kunne der være grund til at genindføre det gamle begreb, som gik af mode for 50 år siden, og som pædagogikprofessor K. Grue-Sørensen beskrev som karakteropdragelse. Selv om den amerikanske personlighedspsykolog Gordon W. Allport afviste karakterbegrebet som overflødigt, beskrev han det i sin kendte personlighedspsykologi som personlighedens moralske side præget af konsekvens, viljekraft og moralsk mod som en betegnelse for menneskets forhold til en etisk handlingsnorm. Man kan derfor tale om en god karakter og om en dårlig karakter og om at være karakterfast og karaktersvag. Grue-Sørensen beskriver karakteropdragelse som 'bestræbelserne for at danne børnenes og de unges karakter, deres følelses-, viljes- og handlingsliv, på en sådan måde, at visse ønskværdige træk og egenskaber bliver fremherskende, medens træk, der anses for mindreværdige, ikke kommer til udvikling'. Han fremhæver, at en forudsætning for, at en karakteropdragelse kan finde sted, er, at børns karakter kan formes af ydre påvirkninger, og at det er psykologiens og karakterforskningens opgave at afgøre, hvornår denne forudsætning er til stede, 'men fra pædagogisk side er man altid nødt til at regne med en vis formbarhed og påvirkelighed hos eleverne, i hvert fald på den måde, at man kan hæmme visse naturligt forekommende tendenser og fremme andre'. Han slår fast, at karakterens formning begynder meget tidligt i barnets udvikling, og at denne kendsgerning betyder, at den bevidste karakteropdragelse dermed også skal iværksættes tidligt, hvis målet skal være at hjælpe barnet og den unge med at opbygge en livsstil, der ikke lader sig påvirke af tilfældige indfald og impulser, og som ikke giver efter for ethvert pres udefra, fordi adfærden bestemmes af i-ndre overbevisning om, hvad der er rigtigt og forkert.

For at dette mål kan nås, har opdragerne følgende opgaver: 1) Normerne skal klargøres, så børn og unge bliver i stand til at erkende forskellen mellem godt og ondt, rigtigt og forkert, 2) opdrageren skal hjælpe børn og unge til at udvikle sig således, at de føler sig forpligtet af normerne, og 3) opdrageren skal forsøge at styrke børns og unges vilje og øve dem i at handle moralsk.

Ole Varming er psykolog og opdragelsesforsker