Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Efter lang tids svær sygdom er Jeanette Vesterlund død og har efterladt kollegerne på Valdemarskolen i Ribe meget fattigere.
Jeanette udviste også i sygdomsperioden sin store optimisme og en ukuelig livsvilje, men den 16. marts måtte hun opgive at leve.
Jeanette blev ansat som lærer i Ribe i 1980. Hendes engagement og lyst til udfordringer bevirkede, at hun afbrød arbejdet i folkeskolen for sammen med sin Leif i nogle år at arbejde for Mellemfolkeligt Samvirke som projektleder i Kenya som rådgiver og underviser for unge.
Siden 1997 havde hun tjenestested ved Valdemarskolen.
Jeanette var fagligt særdeles interesseret og engageret, og hun søgte i undervisningen hele tiden nye udfordringer, og samtidig lå hvert enkelt barns velfærd hende meget på sinde.
Og netop engagement og omsorg var nogle væsentlige grundelementer i hendes livssyn. Sammen med hendes varme og venlighed og en udpræget sans for humor var dette medvirkende til, at Jeanette var en særdeles værdsat og respekteret lærer på Valdemarskolen.
Vore tanker går i sorgens stund til hendes familie, som var det primære i hendes liv. Hun havde så meget at give af, og hun fik så meget af sine kære.
Æret være Jeanettes minde
På vegne af personalet på Valdemarskolen
Niels Grouleff-Hansen, Bent Illum Larsen