Nu har jeg mødt formiddagsfolket. I butikker, på gader og stræder. Pensionisterne. Her er de. Selvfølgelig. Der er en ro og en stilhed og ledige p-pladser. Tomme butikker, undtagen på apoteket. Men jeg synes, at for mange af dem ser ud til at have ondt et eller andet sted. Måske de har det. Ondt i sjælen? Vores land er ikke sjovt nok at blive gammel eller arbejdsledig i. Det regner for meget. Der er for mange dynejakker og for få hyggelige værtshuse og spontane indfald. For mange tv-aviser - omend februar bød på overraskende saftig medieunderholdning på skandaleområdet, ikke uden oplivende effekt. For mange mørketimer og alt for få børn. Ingen legende børn på gader og stræder og i parker. De er spærret inde i pasningsordninger, de arme burbørn. Gedigen dansk melankoli? De rige landes evige dilemma: Blev vi så gladere? Er det sådan nu, at hvis alle tænker på sig selv, mener man, at der så netop bliver tænkt på hvert eneste menneske i samfundet? Var det klogt, at vore breddegrader blev befolket af mennesker af kød og blod? Den fadæse kan aldrig laves om.

Hørte en filosof i radioen kommentere en undersøgelse, der viser, at danskerne er det folk i Europa, der er gladest for at gå på arbejde. Det faktum er i virkeligheden bedrøveligt, da det blot viser, at danskerne ikke har fantasi til at foretage sig andet end at gå på arbejde, sagde filosoffen. Enig. Milde Moses, skulle det være livets højdepunkt ...

Det sociale klima i de kolde, rige lande har faren for ensomhed indbygget i sig.

Det er ikke til at få øje på en løsning. De mange, der lever alene, og kvindernes skæbnesvangre vrangvillighed til at føde børn i tide gør tilstanden stadig værre. Og, åh Gud, nu hører vi foruroligende meldinger om mænds forringede sædkvalitet. Så er derouten komplet. Der bliver ingen tilbage i landet. Til sidst bliver det så måske alligevel beboet af kun ulve og bjørne.

Det er for frygteligt til at tænke videre på ...

Det er underligt at leve børnefrit. De har nu engang en fantastisk evne som humørløftere, de undermålere. Bevares, i små doser.

Fik nylig brev fra mit trettenårige barnebarn. Der var en passus deri, som glædede mig meget: 'I går havde vi en vikar i tysk, det var en gammel pensionist, du har måske alligevel lidt ret i, at de gamle lærere er de bedste, for hun var virkelig god ...'.

Se, det er et barnebarn.

Else