I grunden er det jo en fæl historie,

når hunden tisser på et territorie

for dermed at fortælle til de andre

af samme slags: 'Her må I ikke vandre'.

For den slags både lugter og generer,

men adfærdsmæssigt må man konstatere;

den afmærkning ses ikke kun hos hunden,

og hvad der end kan være årsag, grunden,

har visse mennesker behov for dette

- ja, sådan gå omkring og benet lette:

En melding om, at 'her vil jeg bestemme

alene - og de andre kan godt glemme,

hvad de dog mener. Det betyder intet,

for her har jeg med stråleglans skam strintet'.

Således går det til, når vor minister

på skolens territorium sig drister

med duftafmærkning, vi snart går omkuld af.

Der er en våd plet. Vi ved - her gik Ulla.

Først mødtes man og talte, og herefter

ku' skrives om hvert fag i nye hæfter.

De klare mål blev grundigt forarbejdet

og formuleret smukt i samarbejdet.

Ja, hver en vagthund havde så forstået,

at sammen har vi hver afmærket noget.

Men så kom der en skødehund og snuste

til målene, og ih, hvor den ku' puste

sig op og lade vandet og forpeste

det hele. 'Her er jeg. Nu skal vi teste!'

Men hvem skal tørre op, når tissetåren

har gennemsyret skolen af i morgen?

Ja, vi får travlt med vand og klud og sæbe.

Hvad er det, vovsen mon vil efterstræbe?

Tja, meningen med denne tissestråle?

Det nye klare mål bli'r ... at ku' måle!

Fru Fischer