15 pauseminutter i Værløse

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Et af få steder, hvor arbejdstidsforhandlingerne er helt afsluttet og aftalen politisk godkendt, er Værløse Kommune ved København - en lille kommune med fire skoler plus en 10.-klasse-skole. Her er det lykkedes lærerkredsen at opnå en aftale med 15 minutters frikvarter/pause per 45 minutters undervisning. Heri er så inkluderet, at lærerne forventes at møde ti minutter før første lektion om morgenen og for uforudsigelig forlængelse af skoledagen op til tre kvarter.

De fleste eksisterende akkorder for forskellige opgaver og funktioner er blevet reduceret med 10-15 procent med henvisning til, at der er afregnet for mødeforberedelse og lignende i lærernes individuelle tid. Der er indgået en aftale om afgangsprøverne med et grundtimetal plus et tidstillæg per elev. Derimod er der ikke centralt fra lagt rammer for fordelingen af 155-timers-puljen til ekstra forberedelse, lærersamarbejde og udvikling. Her har kredsen accepteret skoleledernes ønske om, at det forhandles lokalt på skolerne. For kredsformand Lis Staun Andersen har det været afgørende, at kommunen har meldt klart ud, at man ønsker at fastholde sit serviceniveau, samt at aftalen matcher den måde, man plejer at gøre tingene på i Værløse, så der er stor genkendelighed for lærerne.