Inspireret af de sidste numre af Folkeskolen vil jeg lige komme med et lille bølgeskvulp. Jeg er på vej ud af folkeskolen, jeg er 61 år. Jeg havde vel egentlig forestillet mig, at jeg kunne blive ved lidt længere, og det kunne jeg måske også - hvis jeg bare skulle undervise. Men det er jo ikke nok mere.

For det første kan man næsten ikke undgå at komme til at lytte til alle de 'profeter', der skal udtale sig om, hvordan arbejdet i skolen skal forme sig. 'Profeterne' er normalt ikke lærere, der er i arbejde! Og så er der de mange møder og diskussioner om planer, der svæver højt over dagligt vande (og så er vi endda ikke overbebyrdet på min skole).

Vi snakker udvikling - uden at jeg egentlig tror, at nogen kerer sig om, i hvilken retning udviklingen skal gå. Bare der er såkaldt udvikling. Vi snakker planer år 2000 - udskoling - indskoling - 10.-klasser - team og hvad ved jeg - uden at der, for mig at se, bliver rykket ret meget på nogen teltpæle af den grund.

Jeg kan godt, sådan helt for mig selv, undre mig over, at vi, på trods af de mange møder, ikke er kommet over små problemer, som at elever kommer dryssende for sent til timerne, ikke afleverer til tiden eller møder uforberedte. Med hensyn til det med lektierne så har jeg godt lige hørt og læst, at det er helt forfærdeligt at lade eleverne forberede sig hjemme. Det kan undre mig lidt, for drejer det sig om sport eller musik, så skal man træne, ofte flere gange om ugen. Det kunne være, at vi bare skulle kalde det at træne syvtabellen hjemme i stedet for at øve sig!

For nu at komme systemets ivrige frontkæmpere i forkøbet vil jeg sige, at det vist er godt nok, at jeg snart holder op. Jeg er sikkert at betragte som bagstræberisk. Men som bagstræber må jeg sige, at jeg er lidt bange for, at vi, i vores stræben efter at være udviklingsorienteret og fremtidssikret, og hvad det ellers hedder på managementsprog, måske glemmer, at det er små (og store) mennesker, vi har med at gøre. Det er mennesker, som et langt stykke ad vejen har brug for at støtte sig til et erfarent og vidende menneskes venlige og nogenlunde sikre hånd, for at de selv kan skabe et rimeligt fundament at stå på og derfra komme videre i tilværelsen.

Finn Biørn

Hjørring