På et kontor helt oppe under loftet på Statsbiblioteket i Århus sidder en kvinde. Ikke en af de skrappe, snarere en af de flittige. Kvinden er forsker og hedder Hanne Rimmen Nielsen, og hun sidder med sin bærbare computer, stakkevis af bøger og et utal af gamle avisudklip. Hun byder på urtete, og med en smittende entusiasme fortæller hun om kvinderne i sit liv.

Hanne Rimmen Nielsen er en af fire kvinder, der siden 1991 har arbejdet på et projekt, der skal munde ud i et Dansk Kvindebiografisk Leksikon, der fortæller historierne om 2.000 skrappe kællinger fra vikingetiden og frem til i dag.

Gravearbejdet om kvinderne gav i slutningen af 1996 resultat i form af en kvinde-database, der løber fra år 1850 og til i dag. Basen opdateres jævnligt. Dags dato er man nået op på 5.699 små biografier om danske kvinder, og lærerinderne har en høj score - 879 står nemlig under betegnelsen lærer. Ikke alle står der på grund af skoleaktiviteten, men også fordi de var aktive i politik og i kvindebevægelsen.

- Det er ikke tilfældigt, at der er så mange lærere i databasen, for det var en af de første uddannelser sammen med sygeplejerskeuddannelsen, som kvinder fik adgang til, siger Hanne Rimmen Nielsen.

- Lærerinderne gik ind i kvindebevægelsen for at forbedre egne og andres forhold. De følte, det var uretfærdigt, at de ikke havde stemmeret og ligeløn. Lærerinderne arbejdede sammen med mandlige lærere, som havde nøjagtig den samme uddannelse, og de har oplevet det som meget uretfærdigt, at der var forskel i løn og andre forhold. For eksempel var det meget svært for kvinder at avancere.

- De mandlige lærere i slutningen af 1800-tallet var ofte gårdejersønner og havde kun gået syv år i skole. Mange af bylærerinderne kom derimod fra højere sociale lag med flere års skolegang og med en vis portion selvbevidsthed. Det gjorde følelsen af uretfærdighed over forskellen i løn og arbejdsforhold endnu større.

Hanne Rimmen Nielsen fortæller, at sygeplejerskerne ikke var nær så aktive i kvindebevægelsen som lærerinderne. Sygeplejerskerne var ugifte, boede ofte på hospitalet og var meget aktive for at forbedre deres egne vilkår.

Der var også mange ugifte lærerinder, men som årene gik, blev det almindeligt med gifte lærerinder. Der var voldsomme diskussioner om de gifte kvinder, fordi mange mente, at enten skulle man være ugift og arbejde, eller man skulle være gift og ikke arbejde. I 1930'erne blev debatten ekstra voldsom på grund af krisen og den store arbejdsløshed. Nogle mænd mente, at gifte kvinder skulle afskediges. Og i 1932 gik Århus Byråd så langt som til at vedtage, at kommunalt ansatte kvinder ikke måtte være gift.

At lave et kvindebiografisk leksikon er ikke nemt, for herhjemme har forskere ikke tidligere beskæftiget sig særlig meget med kvinder. I det store biografiske værk 'Dansk biografisk leksikon' er kvinderne i den grad underprioriteret, kun 1.118 kvinder får fortalt deres historie mod 19. 000 mænd. Og det er den skævdeling, Hanne Rimmen Nielsen og de andre kvinder vil til livs med det nye leksikon.

De har måttet grave fra bunden, og i oktober 1994 gik de i gang med den personalehistoriske kvinde-database, som ligger til grund for leksikonet. Databasen er nu gratis tilgængelig på Statsbiblioteket i Århus, på Kvinfo og Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv. Det Kongelige Bibliotek kommer sandsynligvis snart med.

Selve arbejdet med Dansk Kvindebiografisk Leksikon gik i gang 1. januar i år og skal meget gerne være færdigt, når årtusindeskiftet fejres. Bevillingerne løber nemlig indtil nytårsaften 1999. Pengene er hentet fra Carlsbergfondet, Kulturministeriet, Det Humanistiske Forskningsråd og Det Samfundsvidenskabelige Forskningsråd.

Det færdige leksikon bliver et trebindsværk med egentlige biografier, der skal fortælle historierne om 2.000 kvinder fra vikingetiden og frem til i dag. Og så kommer der et fjerde bind - et populærværk med mere kollektive biografier og små, morsomme historier.

Marie Mortensen

(1872-1951)

Marie Mortensen, født Hansen, voksede op i en sønderjysk husmandsfamilie i Gørding nord for den gamle Kongeågrænse. I en alder af 16 år kom hun ud som lærerinde på pogeskolen i Brande og oplevede der de usle bolig- og lønforhold, som den tids lærerinder blev udsat for.

I 1891 tog Marie Hansen på højskoleophold i Askov, og i 1897 fik hun eksamen som forskolelærerinde med karakteren udmærket godt.

Den etårige forskolelærerindeuddannelse blev oprettet i 1892 som en mulighed for bogligt begavede - men mindre bemidlede - bondepiger. Flere af de unge kvinder, som Marie Hansen stødte ind i på seminariet, blev senere hendes trofaste støtter i det faglige arbejde for at forbedre vilkårene for forskolelærerinderne. Efter endt eksamen arbejdede hun i Nykøbing Mors, i Øster Doense, og i 1902 fik hun fast ansættelse ved forskolen i Viby på Sjælland.

Marie Hansen var en særdeles aktiv kvinde både i afholdssagen, i kvindesagen og som formand for værgerådet. Som årene gik markerede hun sig efterhånden kraftigt som forskolelærerindernes førende talskvinde, men landsbylærerinderne - med deres treårige uddannelse -ønskede ikke at få Marie Hansen opstillet til Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse. Det fandt forskolelærerinderne sig ikke i, så de dannede deres egen organisation 'Forskolelærerindernes Valgforbund'. Og ved valget til hovedstyrelsen i 1915 blev Marie Hansen valgt ind med det største antal stemmer blandt de opstillede lærerinder.

I hovedstyrelsen arbejdede hun mod det mål, at forskolelærerinderne skulle have samme løn, arbejdsforhold og muligheder for videreuddannelse som de andre grupper i Lærerforeningen. Hun var en begavet taler og fik ofte sejre hjem på sin djærve og sarkastiske facon. Men stilen og den kompromisløse forskolelærerindelinie skaffede hende mange fjender, ikke mindst blandt andre fagligt aktive kvinder.

Ligelønsforkæmperen Thora Pedersens krav om, at uddannelsen for forskolelærerinder skulle afskaffes, så den samlede lærerindegruppe blev stillet bedre, afviste Marie Hansen totalt. Debatten imellem de to i 1921 indledte en årelang og bitter strid også internt blandt forskolelærerinder.

Marie Hansen blev i 1919 - som 47-årig - gift Mortensen og flyttede fra Viby til Viborg. Og så var det slut med den aktive lærerindekarriere. Men hun beholdt pladsen i hovedstyrelsen indtil 1927. Efter 1919 ville kritiske røster have hende fjernet - dels på grund af hendes status som pensionist, dels på grund af hendes 'Vi alene vide'-stil. Men mange bakkede hende op, og søsteren Anna Hansen, der var lærerinde i Dronningborg og af samme synspunkter, efterfulgte hende i hovedstyrelsen. Og Marie Mortensen havde derfor muligheden for indflydelse fra kulisserne.

Ægtemanden, redaktør på Viborg Amts Social-Demokrat og byrådsmedlem i Viborg, A.C. Mortensen, blev året efter brylluppet valgt til Folketinget for Socialdemokratiet. Marie Mortensen støttede ham stærkt under valgkampagnen, og hun tog ofte ordet på vælgermøderne, og ifølge Viborg Stiftstidende skulle hun ligefrem have generet den konservative spidskandidat.

Fra 1921-43 var hun medlem af skolekommissionen i Viborg og fra 1924-43 medlem af amtsskolerådet for Viborg Amt. Hun var medlem af menighedsrådet, medlem af hovedstyrelsen for Danmarks Afholdsforening, og hun har holdt hundredvis af afholdsforedrag rundt om i landet.

Marie Mortensen blev tunghør i en tidlig alder, men karakteristisk nok gik hun så ind i arbejdet for tunghøres forhold.

Marie Mortensens temperament og enevældige lederstil gav hende mange fjender, men selv disse måtte tage hatten af for den enestående energiske indsats, hun ydede. Sociale hensyn var vigtigere for hende end både standsinteresser og korrekte, kvindesaglige holdninger.