Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I samtlige syv kredse i Vejle Amt anbefaler kredsstyrelserne medlemmerne at stemme ja ved den kommende urafstemning om overenskomstforliget.
Kredsformændene i Vejle Amt opfordrer hermed alle medlemmer i Danmarks Lærerforening til at afgive deres stemme ved afstemningen. Efter vores opfattelse sender en høj valgdeltagelse et signal til omverdenen om, at medlemmerne i Danmarks Lærerforening er klar til at stå sammen for at løse de kommende udfordringer til foreningen!
Kredsen har indsendt forslag til krav efter medlemshøringerne i kravopstillingsfasen. Medlemmerne må naturligvis nu bedømme resultatet på grundlag af disse forslag. Det er vores opfattelse, at det aftaleforlig, der ligger til afstemning, på næsten samtlige punkter indfrier de forventninger, kredsene her i amtet formulerede dengang! Så medmindre vi skal anvende et bakspejlsprincip og ønske os, at vi sidste år i august havde stillet forslag om endnu højere krav, er det vores vurdering, at vi naturligvis må anbefale et 'ja' til resultatet.
En enkelt tidsel er der dog blevet plads til i buketten, decentral løn! Vi har ikke ønsket denne tidsel, men arbejdsgiveren insisterer, og de øvrige organisationer accepterer. Vi er godt klar over, at vi kan stikke os, men vi har nu sammen med medlemmerne tænkt os at lære at omgås den med fornuft, og i tilgift har vi tænkt os at udfordre arbejdsgiverne for at få så mange som muligt af de penge, der retmæssigt tilhører vore medlemmer, udmøntet på aftalens grundlag, objektive vilkår.
Hvert enkelt medlem i foreningen har ret til at stemme. Hver enkelt medlem bør nøje overveje,
- hvilke krav man i kravopstillingen ønskede gennemført
- hvilke af dem der er gennemført
- hvilke muligheder foreningen alternativt har, hvis man ikke mener sine krav tilgodeset.
Kredsformændene i Vejle Amt ser gerne, at alle kræfter i foreningen samles om fremover at sikre medlemmerne deres retmæssige løndele først og fremmest gennem central, men om nødvendigt også gennem decentral udmøntning.
Benny Obel Thomsen
formand
Vejle Amtskreds